Af Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus
Tilbage i januar udarbejdede Thure Hastrup (byrådsmedlem uden for partierne) og jeg et beslutningsforslag om forbud mod indkøb af turbokyllinger i Aarhus Kommune.
Med SF som medforslagsstiller er forslaget nu blevet vedtaget af et bredt flertal i byrådet.
Produktion af turbokyllinger er noget af det mest kyniske dyrplageri, man kan forestille sig. På bare 35 dage vokser turbokyllingen fra 50 g til 2 kg. Det går så hurtigt, at kyllingernes organer og ben bliver ødelagt, fordi de ikke kan følge med vægten. Det gør, at kyllingernes korte liv bliver ekstremt smertefuldt.
Sidste år var omkring halvdelen af de 90 tons kylling, som Aarhus indkøbte til kommunens køkkener, turbokyllinger. Det stopper heldigvis nu, og det er jeg rigtig glad for.
Aarhus Kommune skal ikke være med til at legitimere en åbenlyst kritisk produktionsform ved at aftage den slags produkter.
Fremover bliver der nu i stedet stillet krav til, at alle kyllingeprodukter, der bliver indkøbt, skal have det statslige dyrevelfærdsmærke med mindst ét hjerte.
Tak til Thure Hastrup og SF for at bære forslaget frem i byrådet.
Comentarios