Socialdemokratiet siger, de tager ansvar – men de forvalter forfaldet

Af Jeppe Spure Nielsen, Aarhus C, kandidat til Aarhus Byråd og regionsrådet i Region Midtjylland for Alternativet

Det her er en demokratisk opsang – og en invitation til forandring.

Socialdemokratiet bar engang en drøm – om, at fællesskab kunne overvinde frygt, at velfærd og værdighed kunne gå hånd i hånd, og at politik handlede om mening mere end magt. Den drøm byggede Danmark. I dag er den svær at få øje på hos partiet.

I sin iver efter at fremstå ansvarligt har Socialdemokratiet mistet forbindelsen til, hvad det egentlig vil forandre. De siger, de tager ansvar – men for hvem? For systemet eller for samfundet? For vækst eller for velfærd?

Når partiet tier om Gaza, beskytter landbrugets forurening, kalder overvågning for tryghed og sætter afgifterne ned på slik i stedet for på grøntsager og frugt – er det svært at se, hvilken empatisk og trivselsbaseret strategi der ligger bag.

Partiet, der engang stod for international solidaritet, står nu for tavshedens diplomati. Danmark tillader våbentransporter og inviterer israelske våbenfirmaer til messe, mens børn i Gaza dør i tusindvis. Tavsheden er ikke neutral – den er et valg. Jeg har svært ved at mærke jeres menneskelige værdier.

Samtidig præsenteres grøn omstilling som teknisk forvaltning i stedet for et værdiskifte. Biomasse tælles som grøn energi, landbruget får særstatus, og vækstdagsordenen styrer stadig: Lufthavnen, Marselistunnelen, Kattegatforbindelsen. Forestillingen om "grøn vækst" holder ikke. Forskningen viser, at økonomisk vækst ikke kan afkobles fra de miljøbelastninger, der presser klodens økosystemer og planetære grænser. Alligevel fastholder Socialdemokratiet denne fortælling som et ritual snarere end en vision.

De seneste års demokratiske skandaler – omkring lufthavnen, havneudvidelsen og stadion – har slidt på borgernes tillid og kostet skatteborgerne dyrt. Hvilke visioner har partiet egentlig for at skabe et mere åbent og deltagende demokrati? Det er, som om Socialdemokratiet ikke længere tror på sin egen vision.

Aarhus står over for en central udfordring: at vende en styringskultur præget af lukkethed, disciplin og partiloyalitet – til en ledelseskultur baseret på åbenhed, tillid og dialog.

Under borgmester Jacob Bundsgaard har flertallets kontrol ofte vejet tungere end den åbne samtale – senest i sager som lufthavnen, stadion og havneudvidelsen, hvor manipulerende metoder i magtudøvelsen er blevet brugt systematisk og bevidst. Denne praksis underminerer byens tillid og sammenhængskraft. Det er ikke bare et spørgsmål om stil, men om hele kommunens politiske kultur.

Anders Winnerskjold har siddet i byrådet i syv år og siger løbende til andre politikere, at "politik jo er et gentagent spil". Det udsagn rummer en implicit advarsel om at rette ind – for ellers vil man kunne blive straffet i næste runde af spillet, i de løbende dialoger og forhandlinger.

Den form for magtudøvelse hæmmer nyskabelse og bredt forankrede fællesskaber. Vi har ikke råd til, at politik gøres til et nulsumsspil, hvor den ene parts gevinst altid er den andens tab. Når vi skal skabe merværdi sammen – for byens borgere, natur og trivsel – må vi redefinere magten: ikke som kontrol, men som fælles skabelse.

Winnerskjold har annonceret "ny kaptajn på broen", operation morgenluft og ønsket om styrket gennemsigtighed. Det er positive signaler – men de skal følges op af konkrete handlinger og en ny forståelse af magtens rolle. Magt er ikke i sig selv problematisk; det bliver den, når den påvirker, hvordan vi samarbejder, lytter og handler.

Aarhus har brug for en demokratisk kultur, der anerkender byens, naturens og borgernes indbyrdes sammenhænge – hvor politik ikke kun er sektoropdeling, men mødet mellem mennesker, steder og ideer. Vi har brug for et Aarhus, hvor borgerdeltagelse ikke blot er høringer og formalia, men reelt medborgerskab og samskabelse. Hvor modet til at lytte vejer tungere end frygten for at tabe ansigt. Vi kunne arbejde med at styrke borgernes demokratiske selvtillid og det demokratiske værtskab i byens mange organisationer – så flere får mulighed for at være aktive medskabere i deres lokalsamfund. Vi kunne også bakke op om at skabe stærkere fællesråd og nye puljer til borgerdrevne initiativer, fordi det vil styrke nærdemokratiet. Kort sagt: gøre borgerne til hverdagsaktivister og byskabere i stort og småt.

Imens vokser uligheden, børn mistrives, ældre nedslides, og psykiatrien bryder sammen. Socialdemokratiet siger, de tager ansvar – men de forvalter forfaldet. Et parti, der engang forandrede Danmark, har forandret sig selv – og ikke til det bedre.

Klimakrisen, mistrivslen og uligheden kræver mere end forvaltning – de kræver forvandling. Hvis Socialdemokratiet fortsat vil bære borgmesterkæden i Aarhus, må partiet vise, hvordan magt kan bruges generøst – ikke defensivt.

Vi har brug for et lederskab, der tør se indad og forstår, at politik ikke er adskilt fra psykologi. Et samfund med bæredygtig trivsel er et samfund, hvor økonomien tjener livet, ikke omvendt. Hvor fremskridt måles i tryghed, mening og relationer. Hvor styring bliver til omsorg, og magt bliver til ansvar.

Socialdemokratiet rummer stadig mennesker og politikere med sunde værdier, der drømmer om retfærdighed, grøn omstilling og solidaritet. Men drømmen skal kaldes frem igen – med en del mere ydmyghed, mod og bevidsthed.

Vi har brug for et lederskab, der er mere bevidst om sine gamle herskerteknikker og magtreflekser – og som tør se, hvordan de stadig gentager sig i nutidens politiske kultur.

Et lederskab, der er mere psykologisk informeret og i stand til at forstå, hvordan vi kan skabe et samfund baseret på bæredygtig trivsel: hvor magt bliver til ansvar, og styring bliver til omsorg.

Et lederskab, der tør se indad og tage de strukturelle mønstre alvorligt – ikke kun i politik, men i sindet.

For politik er ikke adskilt fra psykologi; måden, vi styrer på, afspejler måden, vi relaterer til hinanden på.

Politikkens fornyelse begynder med et nyt magtsprog: Et sprog, hvor lederskab ikke er dominans, men forpligtelse. Hvor tillid ikke er naivitet, men visdom. Hvor magt ikke skjules bag spin, men bruges som redskab til fælles vækst. Vi må kunne tale om magt uden skam – men med bevidsthed. For magt er uundgåelig og kan noget godt. Spørgsmålet er bare, om vi udøver den med frygt – eller med generøsitet.

Tiden kalder ikke på stærkere styring, men på stærkere relationer. Ikke på mere vækst, men på mere visdom. Ikke på flere mursten, men på mere mening.

Hvis Socialdemokratiet vil lede Aarhus ind i fremtiden, må de genfinde det, der engang gjorde dem store: evnen til at drømme – sammen med alle andre.

De står i et historisk øjeblik, hvor de kan vælge: Vil de fortsætte som forvaltere af en træt orden – eller genopfinde sig selv og lede Aarhus ind i fremtiden sammen med os andre?

Læs indlægget og kommenter her!