Lokale fødevarer er blevet sikkerhedspolitik
- Bjørn Olsen

- Nov 16
- 2 min read
Bjørn Olsen, spidskandidat til Byrådet i Aarhus, Alternativet Aarhus (Å)
Alternativet vil gøre Aarhus selvforsynende med lokale økologisk regenerative fødevarer indenfor en generation. Bag forslaget ligger en ambition om at redde drikkevandet og skabe liv på landet. Men det handler også om sikkerhedspolitik. Vi kan nemlig ikke længere tage de globale fødevarekæder for givet.
De seneste fire år er priserne på fødevarer steget med hele 32 procent. Det skyldes først og fremmest globale forhold, og her spiller klimaforandringerne en væsentlig rolle. Ekstreme vejrforhold med tørke og oversvømmelser gør det mange steder svært at dyrke fødevarer, og med udsigt til mere ekstreme vejrforhold vil det kun blive endnu sværere i fremtiden.
Cirka en halv milliard mennesker er i dag afhængige af koralrev for at få deres mad. Uden koralrev vil der derfor opstå et yderligere massivt pres på de globale fødevareforsyninger, som vil presse priserne på mad endnu mere i vejret.
Det er derfor på høje tid, at vi kommer i gang med at sikre selvforsyningen af mad i Aarhus Kommune. Den gode nyhed er, at omstillingen til lokal fødevareproduktion er fyldt med positive effekter, der gør det attraktivt uagtet de globale kriser.
Grøntsager dyrket tæt på Aarhus er først og fremmest friske råvarer, og når vi dyrker markerne økologisk og regenerativt, kan vi samtidig beskytte drikkevandet, holde søer og vandløb rene og give nyt liv til Aarhusbugten.
Det er dyrkningsmetoder, der gør jorden frodig, som giver dyrene bedre vilkår, og som foregår i samspil med naturen, så biodiversiteten vokser.
Det giver os sundere fødevarer – noget vi alle mærker i hverdagen. Det er også med til at skabe lokale arbejdspladser og nye muligheder for iværksættere i landområderne. Det kan bidrage til liv og fællesskaber på tværs af land og by.
Og ikke mindst er de økologiske regenerative dyrkningsmetoder med til at gøre dansk landbrug mere modstandsdygtig overfor klimaforandringerne, som jo også rammer her i landet.
Det er således på rigtig mange måder positivt at styrke selvforsyningen af mad. I Liège i Belgien, som er en by, der er sammenlignelig med Aarhus, er man allerede i gang med at bygge et lokalt fødevaresystem op. Bystyret ønskede netop at styrke fødevaresikkerheden og besluttede at arbejde for at gøre Liège selvforsynende med økologisk regenerative fødevarer indenfor en generation. Man er bl.a. gået fra at have fem små lokale jordbrug til at have omkring 100 lokale jordbrug.
Vi kan og bør gøre det samme i Aarhus. Der står en ny generation af jordbrugere på spring. Lad os gøre Aarhus til det mest attraktive sted for dem at slå sig ned som jordbrugere. Vi kan i fællesskab finde egnet jord, som de kan forpagte eller købe på ordentlige vilkår. Da det er skånsomt landbrug, kan det ske i samspil med beskyttelsen af drikkevandet. Et væsentlig tiltag er også, at kommunen målretter sine egne indkøb af fødevarer til kommunens køkkener og kantiner, så de understøtter den lokale naturvenlige dyrkning.
I Alternativet håber vi, at et nyt byråd kan se nødvendigheden af at sikre fødevareforsyningen, og samtidig ser mulighederne i en aktiv strategi for udviklingen af et stærk lokalt fødevaresystem.




Comments