Når demokratiet bliver stoledans og showtime

Af Jeppe Spure Nielsen, regionsrådskandidat Å Aarhus

Jeg har fået nok. Nok af de fordummende mediekoncepter, der forvandler politik til underholdning – og kandidater til statister i et spil om tempo og “gode klip”. Jeg er både vred og ked af det.

Forleden kørte jeg tre timer tur/retur for at deltage i en videooptagelse for TV Midtvest som spidskandidat for Alternativet til regionsrådsvalget i Midtjylland. Jeg skulle gå ind i deres autocamper, sætte mig på et sæde og tale i 45 sekunder til et kamera, mens et ur ved siden af talte ned.Tiden begyndte åbenbart allerede at tælle, da jeg tog i dørhåndtaget og skulle finde min plads.

Der var ingen mennesker i autocamperen, ingen samtale – og det var “one take”, uden mulighed for at tage det om. Dogmer for produktionskonceptet var der nok af. Det hele føltes mere som reality-tv og præstationspres end som demokrati.

Som en ven sagde i går aftes: “Man skulle tro, at redaktøren var blevet udskiftet med en tilfældig algoritme, der udelukkende skaber indhold, der kan bruges som små soundbites.”

Og sådan føles det. Som om politik ikke længere handler om at tænke højt og blive klogere sammen – men om at levere hurtige (og hurtigere) bidder, der kan klippes og deles.

Som journalisten sagde til mig i går: “Folk gider ikke se noget, der varer hele to minutter.”

Derfor har jeg valgt ikke at deltage i TV Midtvests kommende valgdebatprogram “Kampen om bordet”. Invitationen fik jeg i går, efter oplevelsen i autocamperen: Her skal fire politikere sidde om et bord, og et LED-lys vælger tilfældigt, hvem der får næste spørgsmål. Når man har svaret på to spørgsmål, bliver man skiftet ud – og kan derfor være med i alt fra tre til tyve minutter, afhængigt af lampens blink. Der er også mulighed for at byde ind undervejs, forsøge at tage ordet og sikre sig mere taletid.

Det er et politisk stoledans-show, hvor samtalen bliver et biprodukt af et mediespil.

Samtidig med at mange af de store, offentligt støttede medier bliver mere og mere “showtime”, ser jeg en anden bevægelse på sociale medier: politiske kandidater og hverdagsaktivister, der faktisk tager sig tid til at forklare deres tanker og holdninger – og taler med passion og eftertanke. Og som mange ser.

Det giver håb. Det viser, at mennesker godt kan rumme dybde, hvis bare de får lov.

Jeg deltog for nylig i et mindre valgarrangement om folkeskolen, hvor vi kandidater i praksis endte med at interviewe hinanden for at forstå dybere, hvad vi hver især mente og byggede vores holdninger på. Der var også fagpersoner med i panelet. Vi skabte et fælles vidensgrundlag og talte os klogere sammen. Jeg gik derfra høj – og nysgerrig på alt det, jeg endnu ikke vidste om rammerne for folkeskolens virke.

Sådan skal politik føles, og sådan skal demokratiet udfoldes.

Jeg har derfor sagt ja til noget andet i går: at køre fra Aarhus til Thyborøn for at mødes med FjernGiften – en gruppe lokale borgere, der i årevis har kæmpet for at rydde op i de tre generationsforureninger på Harboøre Tange. For at lytte, opleve, spørge ind og blive skarpere. Jeg tager hellere end gerne turen.

For det er sådan, jeg forstår valgkamp: som en mulighed for at bevæge sig ud i regionen, møde mennesker og føre ægte samtaler om det fælles bedste.

Det er dér, demokratiet lever – ikke i studielampernes oppiskede og konceptmættede skær,

men i mødet mellem mennesker, i selve virkeligheden.

Koncept-tv’et modarbejder demokratiet, fordi det sjældent foregår i en reel virkelighed. Det er blevet sørgeligt tydeligt for mig.

Læs indlægget og kommenter her!