top of page
bjoerno

Klimakrisen kan godt give knuder i maven


Af Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus

 

Det er okay at mærke en knude i sin mave, når man hører børn, der bliver skræmte over nyheder om klimakrisen. Det er også sympatisk at ville drage omsorg for børnene, for selvfølgelig skal de ikke gå og være bange.


Men det er misforstået, hvis man tror, at man hjælper børnene - eller for dens sags skyld sig selv - ved at fornægte virkeligheden, som Greta Jo Larsen opfordrer til i et indlæg her i avisen.

Klimakrisen er ikke kun en miljøkrise. Den er den største sundhedskrise, vi står overfor i dag. Det er ikke en dramatisk overdrivelse, men en kendsgerning, som verdens førende sundhedsorganisationer, herunder WHO, gentagne gange har understreget.


At bilde børn ind, at klimakrisen bare er pjat, og at den ikke er menneskeskabt, er i mine øjne udtryk for en vild kynisme.


Greta vil måske bare gerne sprede håb, men børn er ikke dumme. Selvom de ikke altid kan forklare alting, ved de godt, når der er noget galt. Så at efterlade dem med en glat løgn, gør kun ondt værre. Det får den nagende usikkerhed og angsten til at vokse, alt imens det bliver sværere at snakke om – for klimakrisen er jo bare noget pjat.


Som far har jeg selv oplevet, hvor svært det kan være at snakke med mine børn om klimakrisen. Det er så alvorlig en krise, at man hele tiden er på vagt for ikke at skræmme unødigt og for at understrege, at der selvfølgelig er håb. For der ER håb! Det ligger bare ikke i fortielsen. Det ligger i at kunne snakke om, hvad der er årsagen til klimakrisen. Lære at forholde sig til det, så det ikke er fremmed og utrygt, men så det i stedet bliver noget, vi sammen kan handle på.


Det er faktisk en af grundene til, at jeg har valgt at stille op som kandidat til kommunalvalget i Aarhus.


I dag er der et flertal i byrådet, der har rigtig svært ved at tale om klimakrisen, og derfor ikke har været i stand til at samle borgerne om de løsninger, der er brug for. Partierne vil hellere diskutere, om der skal være 15 eller 30 minutters korttidsparkering til torvedagen på Ingerslev Boulevard, - end snakke om hvordan vi kan gøre Aarhus fossilfri. Den slags fortrængninger giver på ingen måder håb, og det synes jeg ikke, at vi kan byde vores børn.


Vi skal turde tale højt om klimakrisen, og vi skal have modet til at handle på den viden, vi har, så vi får alle godt igennem den nødvendige grønne omstilling. Også selvom det er svært. Det er ved at erkende problemerne og handle på dem, at vi giver håb om en fantastisk fremtid.



4 views0 comments

Comentários


bottom of page