top of page

Drop Marselis tunnelen og bevar dæknings-afgiften

bjoerno

Updated: Feb 10

Af Thure Hastrup, Byrådsmedlem Alternativet Aarhus og Bjørn Olsen, Byrådskandidat, Alternativet Aarhus


Et hul i jorden til 4,1 milliarder kr. giver ingen mening. Det fastslår chefredaktør Jan Schouby i en leder i Stiften d. 16.1., og hullet i jorden er Marselis tunnelen. I Alternativet er vi helt enige: Drop Marselis tunnelen. De penge, der er sparet op til tunnelen fra dæknings-afgiften, skal i stedet for bruges til grøn mobilitet. Det er der et meget stort behov for. Samtidig skal aftalen om at afskaffe dæknings-afgiften gradvis fra 2026 opsiges.


Ja, det er staten, der skal putte langt de fleste penge i hullet i jorden, for at få Marselis tunnelen bygget. Hele 4,1 mia. kr. siger den nuværende beregning. Men skatteborgerne i Aarhus Kommune får også en stor udgift, beregnet til 600 mio. kr., hvoraf halvdelen tages fra havnens budget. Men sådan som det går for tiden her i byen, så stiger den udgift uden tvivl også.


Så det er nu, der skal siges stop.


Med havneudvidelsen lagt i graven og udviklingen med flere og flere el-lastbiler på vejene, ser vi ikke behovet for at bruge de astronomiske beløb på at bygge Marselis tunnelen. Det er den gale vej at gå. Vejdirektoratet har fremlagt en miljø-konsekvens-vurdering for byggeri af Marselis tunnelen. Den har været i høring, og en lang række af høringssvarene er meget kritiske overfor tunnel-byggeriet. Der er en stor bekymring over støj og trafikafvikling i løbet af den 7-10 år lange byggeperiode. Hidtil har hverken partierne bag tunnel-aftalen (S-K-V) eller SVM regeringen givet noget svar på om og hvordan vi skal kompensere for den forventede CO2e udledning på mellem 91.950 og 165.250 ton?


Der er i forvejen et meget stort behov for at bruge Aarhus Kommunes opsparede penge på at få udført den grønne mobilitetsplan, som et stort flertal i byrådet har vedtaget. Mange indsatser er stadig ikke finansierede. Pengene er sparet op til infrastruktur, og her kan de bruges fornuftigt. Der er nemlig brug for rigtig mange penge til at styrke den kollektive trafik og samtidig gøre det mere attraktivt at cykle og gå rundt i Aarhus. Det er her pengene vil gøre størst gavn, for et bedre og mere fremkommeligt Aarhus og for en langt større klima-indsats. 

Graver man et spadestik dybere ned i denne grumme affære, kommer mere dårskab til syne.


Det er den aftale, som Socialdemokratiet, Venstre og Konservative har indgået for lang tid siden, om at nedsætte dækningsafgiften fra 2026 og helt afskaffe den i 2028. Det er en skattelettelse til erhvervslivet, som savner enhver rimelig begrundelse, og Alternativet vil gå til valg på at få aftalen fjernet, så dæknings-bidraget bevares.


Det er i forvejen svært nok at få Aarhus Kommunes budgetter til at hænge sammen og få penge nok til klima-indsats, velfærd og kultur. Op til budget 2026 forhandlingerne har et flertal i byrådet allerede foræret hundredvis af millioner kr. ekstra til fodboldstadion, atletikstadion og lufthavnen. Hvorfor give erhvervslivet en ekstra skattefritagelse, så det kun er almindelige aarhusianere der hænger på de mange regninger? Husk på at erhvervslivet også er afhængigt af at velfærd, mobilitet, kultur og byliv i Aarhus er velfungerende.







 
 
 

Comments


bottom of page