top of page
bjoerno

Alternativet tilbage i Aarhus byråd: Byrådsmedlem Thure Hastrup melder sig ind i Alternativet

PRESSEMEDDELELSE



Efter fire års pause sidder Alternativet igen med ved bordet i Aarhus byråd. Det er Thure Hastrup, der efter en længere periode som løsgænger, har valgt at repræsentere de grønne farver fra Alternativet.


Thure Hastrup blev ved sidste valg valgt ind for Enhedslisten, men for knap to år siden meldte han sig ud af partiet efter intern uro. Siden har der udviklet sig et tæt samarbejde mellem Thure Hastrup og Alternativets lokale kandidater til kommunalvalget i 2025.


”Vi har brug for at samle og styrke de kræfter, der arbejder for en socialt, retfærdig grøn omstilling. Alternativet er i gang med et spændende projekt, som jeg tror på, kan være med til at skabe nogle af de forandringer, der er så hårdt brug for i Aarhus. Det vil jeg gerne være med til at sikre bliver en del af grundlaget for et stærkt grønt byråd efter valget næste år,” siger Thure Hastrup og tilføjer:


”Det betyder samtidig, at jeg kan fortsætte med at kæmpe for klima, natur og rent drikkevand – og ikke mindst arbejde for at genindføre lokaldemokratiet med øget borgerinddragelse. Der er i det hele taget nok at tage fat på i et byråd, hvor de såkaldt ansvarlige partier har travlt med at formøble alle skatteydernes penge på prestigebyggeri af stadion, tilskud til Aarhus Lufthavn og en overflødig Marselistunnel. Det er eksempler på nogle af de mange beslutninger, der går ud over velfærden, den kollektive trafik og den mangfoldige kultur. Der er brug for en helt anden retning og også en langt mere ansvarlig økonomisk politik,” lyder det fra Thure Hastrup.


Alternativets partileder, Franciska Rosenkilde, glæder sig over tilgangen af Thure Hastrup:


”Vi er glade for at kunne byde Thure Hastrup velkommen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi sammen kan løfte store dagsordner endnu bedre, og så er det klart, at vi står styrket som parti forud for det vigtige kommunalvalg i 2025. Aarhus er en kommune, hvor Alternativet kan og skal stå stærkt,” siger Franciska Rosenkilde.


Lokalt i Aarhus er der også stor glæde over at skiftet, - ikke mindst hos byrådskandidat, Bjørn Olsen, der igennem længere tid har samarbejdet med Thure Hastrup:


”Jeg har lært Thure at kende som et ordentligt menneske. Han er grundig og kan være både kritisk og pragmatisk, så jeg har stor respekt for hans politiske arbejde og glæder mig meget til, at vi kan folde samarbejdet helt ud. Målet er klart. Vi skal have løftet trivslen, men på en måde, så vi miljømæssigt og klimamæssigt udvikler Aarhus indenfor de planetære grænser. I det arbejde kommer vi til at fokusere på de nære fællesskaber, for det er igennem dem, at vi giver hinanden modet til at skabe den forandring, der er brug for. Så jeg glæder mig. Vi har meget at byde ind med til valget, og det kan blive rigtig stort,” siger Bjørn Olsen.


Thure Hastrups skifte skal formelt godkendes af Aarhus byråd på byrådsmødet d. 18. december.





 

10 views0 comments

Recent Posts

See All

Kommentare


bottom of page