top of page
bjoerno

Ny ejerstrategi for Aarhus Havnkan komme hele Aarhus til gavn

Af Torsten Gejl, Folketingsmedlem og politisk ordfører, Alternativet, Thure Hastrup, byrådsmedlem Aarhus, uden for parti og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus


Et flertal i byrådet har besluttet at omlægge Aarhus Havn til et aktieselskab. Det betyder, at havnen, ligesom de andre selskaber kommunen ejer, skal have formuleret en ejerstrategi. Her er udkastet til en ejerstrategi, der kan vaske tavlen ren og sikre, at havnen bliver en havn for hele Aarhus.


En god ejerstrategi beskriver bl.a. 1) formålet med ejerskabet, 2) målsætninger og forventninger og 3) de strategiske prioriteringer. Lad os starte med at give ejerskabet mening.


Formålet med ejerskabet

Aarhus Kommunes ejerskab skal sikre, at Aarhus Havn fungerer som en attraktiv transportvej for borgerne og virksomhederne i Aarhus Kommune og opland i form af fossilfri, miljøvenlig og naturgenopbyggende drift.


En del af formålet med at udskille Aarhus Havn som et aktieselskab er at styrke havnens muligheder for grøn omstilling, så havnen kan udvikle driften med henblik på at påvirke miljøet, klimaet og naturen mindst muligt.


Havnen skal fx mere frit kunne indgå partnerskaber, der bidrager til at genskabe livet i Aarhusbugten og sikre maksimal udnyttelse af sol og vind på havnens arealer.


Målsætninger og forventninger

Aarhus Havns primære opgave er at løse transportopgaver for borgere og virksomheder i Aarhus Kommune på en effektiv og innovativ måde, der til hver en tid belaster miljøet, klimaet og naturen mindst muligt.


Aarhus Havn har udelukkende til formål at dække nærområdets transportbehov. For at beskytte borgerne i Aarhus mod unødig belastende vækst, skal havnens omsætning af gods tilpasses, så den udgør maksimalt halvdelen af al godstransport i Danmark. Dette bidrager desuden til en mere balanceret udvikling af havnene generelt i Danmark.


Aarhus Havn skal være førende på effektivitet. Et delmål er at være blandt verdens mest effektive målt på arealudnyttelse.


Aarhus Havn skal være førende på udvikling af løsninger, der minimerer støjgener og miljøpåvirkning fra driften, herunder transporten til og fra havnen.


Arealerne på Aarhus Havn skal bidrage til at fremme vedvarende energi fra sol og vind på linje med andre europæiske havne. Havneområder er et af de steder, hvor vindmøller generer mindst, så Aarhus Kommune ønsker et særligt fokus på dette.


Aarhus Havn skal aktivt bidrage til udvikling af havmiljøet i Aarhusbugten. Målsætningen er en bugt i god økologisk tilstand fyldt med liv og fisk.


Aarhus Kommune ønsker, at Aarhus Havn udarbejder planer for afvikling af virksomheder på havnens arealer, der ikke er direkte knyttet til ovenstående formål.


De strategiske prioriteringer

Havnens strategiske prioriteringer fastlægges i selskabets egen strategi frem mod 2030. De primære fokusområder er at gøre havnen fossilfri og udvikle kerneforretningen i en mere grøn og effektiv retning.


Aarhus Havn deltager i internationale aktiviteter for at opnå best practice indenfor arealoptimering og grøn omstilling.


Hermed slutter vores udkast til en ny ejerstrategi for Aarhus Havn. Den helt store forskel på en privat havn og havn ejet af en kommune er, at kommunen med sit ejerskab kan sikre, at havnen er en havn for hele Aarhus. Kommunen kan (eller rettere må forventes at) repræsentere borgernes interesser.


Vi håber, at udkastet her kan inspirere byrådet til at sikre en positiv udvikling af havnen og hele det nærmiljø, den indgår i, til gavn for hele kommunen.




0 views0 comments

Comments


bottom of page