Thure Hastrup, byrådsmedlem Alternativet Aarhus (Å) Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus (Å) Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus (Å) Jeppe Spure Nielsen, kandidataspirant, Alternativet Aarhus (Å)    Når Aarhus Havn vil udvide Omniterminalen uden dialog med Aarhus byråd, er det udtryk for, at direktionen og bestyrelsen ikke har forstået, hvem de arbejder for. På et spørgsmål fra Alternativet, om ”på hvilken måde Aarhus Havns direktion og havnens bestyrelse vil holde byrådet orienteret om havnens planer angående Omniterminalen?”, er svaret: ”Aarhus Havns drift, herunder indgåelse af kommercielle aftaler, er adskilt fra Aarhus Byråd. Det er alene et anliggende for Aarhus Havns daglige ledelse og bestyrelse.” Her fik vi kaffen galt i halsen. Det er Aarhus Kommune, der ejer Aarhus Havn. Dermed er det i sidste ende borgerne, der ejer havnen, og det er byrådsmedlemmerne, der som folkevalgte har det endelige ansvar for at sætte den overordnede ramme for havnens udvikling på vegne af borgerne. Af samme grund fremgår det af havnens ejerstrategi, at man som bestyrelse ikke gennemfører større projekter, uden at det er forelagt byrådet med begrundelse, analyser og plan for hvordan. Den manglende dialog er dybt problematisk af mange årsager. For det første skaber det mistillid til havnens ledelse, at den ikke er åben og transparent overfor byrådet. For det andet blev udvidelsen af Omniterminalen tilbage 2016 budgetteret til omkring 200 mio. kroner. Havnen bruger altså et enormt beløb af borgernes penge på en udvidelse, hvor der ikke er redegjort for, hvordan investeringen bliver tjent hjem. Mens en del af udvidelsen blev lavet dengang, omfatter udbuddet til etape 2 nu etablering af en 430 meter lang ny kaj med en vanddybde på ca. 14 meter og 2 kranlinjer med 31 meters afstand funderet på pæle samt en forlængelse af den eksisterende tværmole (Vestre Tværmole). Det bliver ikke billigt og sker næppe uden en massiv udledning af CO2. For det tredje er der tale om, at udvidelsen skal bruges til containertrafik. Det er helt overflødigt, da APM-Terminalen lige overfor kan håndtere den dobbelte mængde containere af, hvad den gør i dag. Et område med ny containertrafik vil øge støjgener og miljøbelastning på havnen markant. Der er ingen miljøvurderinger eller redegørelser af nogen som helst art, der gør det muligt for byrådet at vurdere konsekvenserne. Det er endnu uklart, om den foreslåede brug af Omniterminalen overhovedet kan lade sig gøre på ansvarlig vis, og det er mildest talt arrogant, at havnens ledelse, på trods af den manglende viden og orientering af byrådet, alligevel sætter udvidelsen i gang. Skal Aarhus Havn endnu engang sættes på plads af Planklagenævnet, som det skete i forbindelse med forslaget om havneudvidelsen? Og hvis ikke, kan byrådet så fortsætte udviklingen af Pier 3 med de øgede støjgener? Aarhus Havn forestiller sig forhåbentlig ikke, at det skal løses med en 20 meter høj støjmur, som det sker i forbindelse med udbygningen af Fredericia Havn? Det ville være en hån mod borgerne. Når Aarhus Vand skal have nyt rensningsanlæg, som det er tilfældet med ReWater, bliver det behandlet af byrådet. Når Kredsløb fremlægger en ny strategi for fjernvarmen i Aarhus, bliver det behandlet af byrådet. Når Aarhus Havn ønsker at sætte gang i et nyt stort projekt, skal det naturligvis også behandles af Aarhus byråd. Aarhus Havn er jo ikke en ”autonom republik”. Aarhus Havn skal d. 1. april omlægges til et kommunalt ejet aktieselskab. I den forbindelse vil Alternativet foreslå nye krav til dialogen mellem Aarhus Havn og byrådet. Vi opfordrer samtidig Aarhus Havn til at sætte udvidelsen af Omniterminalen på pause, indtil der forelægger en fyldestgørende redegørelse for projektet.

Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus (Å) Thure Hastrup, byrådsmedlem Alternativet Aarhus (Å) Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus (Å) Jeppe Spure Nielsen, kandidataspirant, Alternativet Aarhus (Å) Med et nyt lovforslag smider Venstre i Aarhus alle værdier over bord for at gøre sig til for bilisterne. Lovforslaget, som handler om ændring af færdselsloven og lov om offentlige veje , er et frontalangreb på lokaldemokratiet. Det vil fratage kommunerne og de enkelte lokalområder muligheden for selv at beslutte, hvordan trafikken i et byområde skal udvikle sig, - om man vil ensrette trafikken, indføre en gågade eller sænke hastigheden. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil det kortslutte de lokale beslutninger, fordi kommunerne ikke længere kan lave skøn, der tager trafikkens helhed i betragtning. I stedet skal udviklingen styres fra Christiansborg, hvor ministeren med en række konkrete regler vil give bilisterne førsteret og prioritere privatbilismen over alle andre transportmidler.  For eksempel må der ikke etableres gågade eller laves ensretning på en vej, hvor der kører mere end 1.000 biler i døgnet i gennemsnit. Det omfatter i praksis hele Aarhus Kommunes vejnet, bortset fra områder i oplandet. Det betyder, at mange af indsatserne i den nye grønne mobilitetsplan vil være umulige at gennemføre. Aarhus vil for eksempel ikke kunne fredeliggøre et lokalområde og gøre det mere attraktivt for børnefamilier ved hjælp af de såkaldte trafikøer. Hjertezoner, der beskytter børn i trafikken ved skolerne, vil være no-go. Lovforslaget rammer også med tilbagevirkende kraft midtby-planen og helhedsplanen for Banegårdspladsen. Planer, der er blevet til efter årelange borgerinddragelsesprocesser. Omlægningen af Vesterbro Torv inklusive klimatilpasning risikerer også at blive rullet tilbage. Venstre er klar til at smide det hele i skraldespanden, stække lokaldemokratiet og flytte beslutningskraften over til Christiansborg. Den officielle begrundelse fra trafikministeren er, at han ønsker at ”mindske bureaukratiet” i kommunerne. Men i virkeligheden er der intet sparet. Tværtimod, vil forslaget kræve ekstra ressourcer til meningsløse trafiktællinger og øget administration, så det argument holder ikke. Forklaringen er da også en ganske anden fra de lokale Venstre-folk, der praler med, at de har været med til at præge loven, så de kan bruge den til at stoppe omlægningen af bl.a. Vesterbro Torv. Venstre er altså med andre ord i gang med at ofre lokaldemokratiet og lægge borgernes frie bevægelse i benlås for at gøre sig til for bilisterne. Og selvom Socialdemokratiets og Moderaternes lokale bagland er imod, støtter de to regeringspartier op om forslaget på Christiansborg. Alternativet mener, at indholdet af lovforslaget burde være stik modsat. Det burde styrke  lokaldemokratiet. Det burde øge kommunernes muligheder for at engagere borgerne, så de kan være med til at gøre deres ”egen gade” attraktiv som led i en positiv grøn omstilling. Det burde styrke den enkelte borgers frihed, så alle uanset alder kan bevæge sig trygt til fods og på cykel. Det burde sætte borgerne fri med et markant løft til den kollektive transport, så man ikke er afhængig af dyre biler. Ministeren burde tage ansvar og hjælpe kommunerne og borgerne til at tage ansvar, så Aarhus og landets øvrige byer kan blive fossilfrie. Ministeren kunne for eksempel løfte bagdelen fra hænderne og vedtage den trængselsafgift, der er blevet forhalet i årevis. Men Venstre vil så gerne fylde byen med biler. Desværre glemmer partiet, at der er brug for løsninger på vores fælles problemer. Der er allerede alt for meget trængsel, støj og forurening og for meget CO2-udledning. Og indbyggertallet i Aarhus stiger, så trængslen bliver helt automatisk værre og værre for hver dag, der ikke bliver taget ansvar for udviklingen. Bilister er også fodgængere, cyklister og brugere af kollektiv transport. De er også borgere i en by, der skal være attraktiv at bo i, så kom nu ind i kampen og byd ind med forslag, der giver mening for Aarhus som helhed - i stedet for at begå overgreb på vores selvstyre og forsøge at ødelægge byen med flere biler, der slet ikke er plads til.

Af Thure Hastrup, Byrådsmedlem Alternativet Aarhus og Bjørn Olsen, Byrådskandidat, Alternativet Aarhus Et hul i jorden til 4,1 milliarder kr. giver ingen mening. Det fastslår chefredaktør Jan Schouby i en leder i Stiften d. 16.1., og hullet i jorden er Marselis tunnelen. I Alternativet er vi helt enige: Drop Marselis tunnelen. De penge, der er sparet op til tunnelen fra dæknings-afgiften, skal i stedet for bruges til grøn mobilitet. Det er der et meget stort behov for. Samtidig skal aftalen om at afskaffe dæknings-afgiften gradvis fra 2026 opsiges. Ja, det er staten, der skal putte langt de fleste penge i hullet i jorden, for at få Marselis tunnelen bygget. Hele 4,1 mia. kr. siger den nuværende beregning. Men skatteborgerne i Aarhus Kommune får også en stor udgift, beregnet til 600 mio. kr., hvoraf halvdelen tages fra havnens budget. Men sådan som det går for tiden her i byen, så stiger den udgift uden tvivl også. Så det er nu, der skal siges stop. Med havneudvidelsen lagt i graven og udviklingen med flere og flere el-lastbiler på vejene, ser vi ikke behovet for at bruge de astronomiske beløb på at bygge Marselis tunnelen. Det er den gale vej at gå. Vejdirektoratet har fremlagt en miljø-konsekvens-vurdering for byggeri af Marselis tunnelen. Den har været i høring, og en lang række af høringssvarene er meget kritiske overfor tunnel-byggeriet. Der er en stor bekymring over støj og trafikafvikling i løbet af den 7-10 år lange byggeperiode. Hidtil har hverken partierne bag tunnel-aftalen (S-K-V) eller SVM regeringen givet noget svar på om og hvordan vi skal kompensere for den forventede CO2e udledning på mellem 91.950 og 165.250 ton? Der er i forvejen et meget stort behov for at bruge Aarhus Kommunes opsparede penge på at få udført den grønne mobilitetsplan, som et stort flertal i byrådet har vedtaget. Mange indsatser er stadig ikke finansierede. Pengene er sparet op til infrastruktur, og her kan de bruges fornuftigt. Der er nemlig brug for rigtig mange penge til at styrke den kollektive trafik og samtidig gøre det mere attraktivt at cykle og gå rundt i Aarhus. Det er her pengene vil gøre størst gavn, for et bedre og mere fremkommeligt Aarhus og for en langt større klima-indsats.  Graver man et spadestik dybere ned i denne grumme affære, kommer mere dårskab til syne. Det er den aftale, som Socialdemokratiet, Venstre og Konservative har indgået for lang tid siden, om at nedsætte dækningsafgiften fra 2026 og helt afskaffe den i 2028. Det er en skattelettelse til erhvervslivet, som savner enhver rimelig begrundelse, og Alternativet vil gå til valg på at få aftalen fjernet, så dæknings-bidraget bevares. Det er i forvejen svært nok at få Aarhus Kommunes budgetter til at hænge sammen og få penge nok til klima-indsats, velfærd og kultur. Op til budget 2026 forhandlingerne har et flertal i byrådet allerede foræret hundredvis af millioner kr. ekstra til fodboldstadion, atletikstadion og lufthavnen. Hvorfor give erhvervslivet en ekstra skattefritagelse, så det kun er almindelige aarhusianere der hænger på de mange regninger? Husk på at erhvervslivet også er afhængigt af at velfærd, mobilitet, kultur og byliv i Aarhus er velfungerende.

Af Thure Hastrup, Byrådsmedlem Alternativet Aarhus og Bjørn Olsen, Byrådskandidat, Alternativet Aarhus Alternativet er sammen med Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Moderaterne med til at stille beslutningsforslag om at undersøge muligheden for at opstille seks vindmøller på Aarhus Havn. Det er vi, fordi Aarhus har brug for et gevaldigt løft af den vedvarende energi, hvis der skal tages ansvar for løsningerne. Ifølge samtlige vejrtjenester verden over blev 2024 det varmeste år nogensinde, og den globale opvarmning brød den kritiske grænse på 1,5 grader, som Paris-aftalen skulle holde os under. Over hele verden har vejrkatastroferne stået i kø. I de her dage er det skovbrande i Californien. For et par måneder siden var det ekstrem regn i Valencia, hvor over 200 døde i oversvømmelserne. Selv her i Aarhus har husejere stået i vand til knæene i deres egen stue. Hvis vi skal stoppe klimakrisen, er der kun én vej: Mængden af CO2 skal ned, og det skal gå hurtigt. Hvert eneste ton CO2, vi kan reducere, tæller i kampen for at undgå, at vejrkatastroferne bliver værre, og vandet fortsætter med at stige. Det skal ses i forhold til, at forbruget af el i Aarhus forventes at stige til det dobbelte inden 2030. Derfor er der brug for langt mere vedvarende energi. Vindmøller på land er et af de bedste tiltag til hurtigt at mindske CO2-udledningen. Det er den billigste måde at producere strøm på. De seks vindmøller på havnen kan potentielt dække elforbruget for 27.000 husstande, og vi har ikke andre steder, hvor de kan stå med så få gener for borgerne i Aarhus. Vindmøllerne har også potentiale til at give borgerne medejerskab. Vi mener, at uanset om det bliver Aarhus Vindmøllelaug, NRGi eller andre, der kommer til at rejse møllerne, så bør udbuddet give mulighed for, at aarhusianerne kan købe andele og få del i indtægterne fra vindenergien. SVM-regeringen står i spidsen for en aftale om at firedoble produktionen af sol- og vindenergi på land. Det hedder i aftalen ” om et mere grønt og sikkert Danmark ”, at partierne vil arbejde for at ”styrke lokal opbakning til opstilling af sol- og vindenergi”. Det kan undre, at Venstre i Aarhus så åbenlyst går imod sin egen regering. Det hænger ikke sammen, medmindre man som Gert Bjerregaard slet ikke vil have vindmøller nogen steder i Aarhus Kommune. Det er jo det, der er holdningen hos Venstre i Aarhus. Gert Bjerregaards forslag om i stedet udelukkende at satse på solceller er useriøst. Stort set hele byrådet drømmer om solceller på tagene, men hverken Venstre eller de andre regeringspartier har vist vilje til at løse det bureaukratiske og lovgivningsmæssige bøvl, der spænder ben for kommunerne. Med kommunens klimaaftale er der også besluttet solcelleparker i det åbne land, men hver gang vi stiller budgetforslag om at bevillige penge til at udtage den jord, der skal bruges for at gøre det til virkelighed (det har vi gjort de sidste tre år, for også at få gang i beskyttelsen af drikkevandet, selvom solceller på tagene ville være bedre), så slipper viljen op hos Venstre. Det ser vi igen og igen. Hvor mange solceller fik Venstre sat op, da de havde rådmandsposten? Ja, du gættede rigtigt. Gert Bjerregaard snakker, men Venstre handler ikke. Vi vil se handling, og vi insisterer på at tage vores fælles fremtid alvorligt. Derfor håber vi på en god og saglig debat om vindmøllerne på havnen.

Af Thure Hastrup, Byrådsmedlem Alternativet Aarhus og Bjørn Olsen, Byrådskandidat, Alternativet Aarhus Trafikproblemerne på og omkring Aarhus Ø kan løses ved at udvikle bydelen som en ”15-minutters by”. Det vil samtidig styrke den nye bydel som et trygt og velfungerende lokalsamfund. Aarhus Stiftstidende har løbende beskrevet kaotiske tilstande med lange bilkøer, hvor frustrerede beboere giver op , fordi trafikken til og fra Aarhus Ø ikke fungerer. Det tager alt for lang tid at passere Nørreport eller Østbanetorvet i myldretiden. At det er blevet sådan, er ikke overraskende, da flertalspartierne med Socialdemokratiet, Venstre og Konservative som omdrejningspunkt har forsømt at udvikle infrastrukturen sammen med resten af Aarhus Ø. Og det er ikke kun infrastrukturen, der er forsømt. Det er sammenhængskraften også. Det, der gør Aarhus Ø til et helt og sammenhængende lokalsamfund med sin egen identitet. Den verdenskendte arkitekt Jan Gehl var hård i sin kritik. Han er kendt for sit arbejde med det gode byliv, og da han så Aarhus Ø, kaldte han det en ”hotelby” : ”Du får en god udsigt og en seng at sove i, men så heller ikke meget mere,” lød det. For få uger siden var det formanden for Midtbyens Fællesråd, Thomas Kruse, som bekymret spurgte, om der slet ikke bliver lyttet til borgernes ønsker til bypark og plads til rekreation og sport  i forbindelse med udviklingen af Pier 3. Selvom beboerne utvivlsomt nyder deres hjem, så er der en vigtig pointe i, at kommunen har et ansvar for at skabe rammer, hvor borgerne kan udfolde det levede liv. Rammer, hvor børn let kan lege med de andre børn på vejen, og hvor det er let at indgå i forpligtende og uforpligtende fællesskaber med naboerne. Det vil kunne lade sig gøre, hvis vi udvikler Aarhus Ø som en 15-minutters by . Det går ud på, at beboerne skal have adgang til alle dagligdags funktioner indenfor ca. 15 minutter til fods eller på cykel. Det er for eksempel indkøbsmuligheder, sundhedshus, skole og børneinstitutioner og ikke mindst adgang til foreningsliv med sociale og kulturelle aktiviteter. Alt det, der giver et godt hverdagsliv. Udviklingen af Aarhus Ø som et lokalsamfund, der fungerer som en velfungerende helhed, er afgørende – både for beboernes trivsel, men også for mobiliteten, fordi det er med til at mindske en væsentlig del af trafikken til og fra Ø. Samtidig vil langt flere gå og cykle, fordi det er tæt på. De øvrige pendlerbehov kan dækkes ved at opskalere den kollektive transport, så det er nemt med 5-minutters interval at komme ud af Randersvej, mod Risskov og mod busstationen/banegården. Man kan også genoverveje en letbane. Udbygningen af Aarhus Ø er jo endt med at blive baseret på den fortætning, der er tænkt langs de trafikale hovedlinjer. På den måde vil én af glæderne ved at bo på Aarhus Ø blive, at man ikke er tvunget til at eje en bil, hvilket er ret vigtigt, da Aarhus Ø med høj befolkningstæthed og kun to adgangsveje, hverken er egnet eller designet til privatbilisme. Hvorfor ikke udnytte det positivt, så beboerne slipper for dagligt at tilbringe halve og hele timer i endeløse, stressende bilkøer? Det er nu, inden anlægget af Pier 3 for alvor går i gang – og yderligere omkring 2.500 beboere kommer til , at Aarhus Ø skal tænkes som et sammenhængende lokalsamfund. Og der er håb, for Aarhus byråd har en hel stribe fine planer, der støtter op som for eksempel: ” Midtbyvisionen ”, ” Politik for Bykvalitet og Arkitektur ”, ” Klima- og Bæredygtighedsudvalgets anbefalinger til bæredygtigt byggeri og bosætning ”, ” Aarhusmålene ”, eller den nye klimahandlingsplans indsatskatalog , der er på vej. Her er der store ambitioner for udviklingen af Pier 3: ”Aarhus bliver ikke blot en by, der følger med tiden; vi bliver en by, der leder ve­jen mod en grønnere, mere bæredygtig fremtid.” Det er Alternativet med på! Vi vil gerne se handling, så vi håber, at resten af byrådet også er med på at gøre nogle af de mange flotte ord, som de selv har været med til at vedtage, til virkelighed.

Af Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus I de rum, hvor der er plads til det spontane, kan der ske de mest fantastiske ting. Og det gjorde der i Mejlgade tilbage i 80'erne, hvor en lille gruppe unge mennesker havde besluttet sig for at ændre uddannelse og pædagogik for altid. De endte med at etablere Kaospiloterne - født ud af ungdomskulturen, som den blev levet og følt på gaden og i det aktive kultur- og aktivistmiljø. Uffe Elbæk var én af de dedikerede unge mennesker, og her i eftermiddags var han tilbage i Mejlgade for at fortælle om tilblivelsen af Kaospiloterne. En skøn fortælling fyldt med gåpåmod, en fast tro på fantasien og en vilje til aldrig at give op, når man er i gang med at realisere det umulige. Det blev også en påmindelse om at passe på de kreative mellemrum. Dem skal vi værne om og meget gerne have flere af, …så der også fremover kan ske mirakler i Aarhus. Tak for inspiration, Uffe Elbæk!

Af Thure Hastrup medlem af Aarhus Byråd og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus På lukkede møder i december har byrådet behandlet en udvidelse af ejerkredsen bag Aarhus Lufthavn. Baggrunden er, at det er lykkes lufthavnen at finde en investor, som over de næste tre år under de ”rette omstændigheder” vil investere 120 millioner kroner, og dermed redde lufthavnen fra endnu en truende konkurs. Skulle det lykkes at redde lufthavn fra den akutte krise, betyder det dog langt fra, at borgerne kan være sikre på at slippe for nye regninger på flere hundreder millioner i fremtiden. Siden 2010 har et flertal i Aarhus byråd med Socialdemokratiet, Venstre og Konservative som omdrejningspunkt hældt hele 417 millioner af borgernes skattekroner i lufthavnen som tilskud. Senest har byrådsflertallet S, V og K i foråret 2022 givet lufthavnen et 180 millioner kroner stort tilskud. Ud over tilskud ydede samme flertal i 2021 et lån på samlet 200 mio. kroner. Det er det lån, hvor det for nyligt blev afsløret, at forhenværende borgmester, Jacob Bundsgaard, skjulte for resten af byrådet, at han på egen hånd havde givet lufthavnen rentehenstand for yderligere 51 millioner kroner. Byrådsflertallet har med andre ord ladet pengene fosse ud af kommunekassen som støtte til en skrantende lufthavn, der ikke på noget tidspunkt, i de mere end 40 år den har eksisteret, har været i nærheden af at ligne en god forretning. Billund og Aalborg lufthavne har for længst vundet kampen om erhvervs- og charterkunderne fra Østjylland. Nu vil flertallet så afskrive værdierne i lufthavnen ud fra en idé om, at hvis lufthavnen ikke reddes, så er alle pengene jo tabt. Problemet er, at pengene alligevel er tabt. Aarhus Kommune kommer over de næste tre år til at reducere sin ejerandel fra 90+ til 39 procent, men uden udsigt til andet end en konvertering af det udestående lån til flere værdiløse aktier. Aarhus kommune vil samtidig have et fortsat medansvar for driften og dermed det underskud, vi må forvente, når den urealistiske business case med 1,5 millioner passager i 2029 undlader at materialisere sig. Skulle der ved et mirakel alligevel komme en sådan vækst i passagertallet, vil CO2 udledningen fra flytrafikken i praksis lægge byrådets ambition om at opnå CO2 neutralitet i 2030 død. I redningsplanen er der ikke engang taget højde for, hvordan lufthavnen økonomisk skal klare sig igennem 2025, hvis den, som det er sket flere gange tidligere, ikke oplever den forventede vækst i antallet af passagerer. Der er heller ikke sat milepæle for den nye investors investeringer. Vi må altså forvente, at byrådet igen inden længe vil stå over for kravet om flere penge – eller konkurs. Alternativet siger klart fra overfor den form for uansvarlig omgang med borgernes penge. Vi håber også, at de partier, der under forhandlingerne har udtalt, at der ikke skal flere midler til lufthavnen, men alligevel har følt sig presset til at stemme for en ny investor, fordi byrådet ikke har været fuldt oplyst om de reelle forhold, er klar til at sætte handling bag ordene. Vi ønsker at sætte en effektiv prop i det sorte hul, der i årtier har suget penge ud af kommunens kasse og foreslår derfor, at byrådet beder lufthavnens bestyrelsen om at undersøge, hvordan en kontrolleret nedlukning bedst kan igangsættes. Altså en undersøgelse af, hvordan lufthavnen kan lukkes ned og arealerne omdannes og bruges til andre formål som kan sikre indtægter og arbejdspladser. For eksempel fortsat hoteldrift, erhvervspark, landbrugsdrift og vedvarende energi-anlæg. Det vil sikre, at der som minimum er en plan B, næste gang lufthavnen står med hånden i hatten.

Af Bjørn Olsen, byrådskandidat, Alternativet Aarhus De Konservative og Liberal Alliance har i den seneste tid øget fokus på atomkraft som lokkemiddel til at tiltrække de vælgere, der drømmer om en nem grøn omstilling. Det er nemt at friste med en energikilde, hvor man som borger kan glemme alt om klimakrisen og ikke engang behøver at tage ansvar for ens eget forbrug. Det hjælper dog på ingen måder den danske energisektor, der, stik modsat det indtryk man ofte får, når man følger atom-debatten, længe har været i gang med den grønne omstilling. Energisektoren har ikke brug for politikere, der peger på månen. De har brug for politikere, som gider at forholde sig til reelle, konkrete problemstillinger fra virkelighedens verden, så omstillingen af sektoren kan komme tilbage på sporet. Der er i dag omkring 100.000 ansatte i energisektoren i Danmark. De bygger vindmøller, opsætter solcelleparker, etablerer geotermiske anlæg til jordvarme i byer som Thisted, Aarhus og København. De udvikler nye anlæg til udnyttelse af spildvarme og havenergi. De ruller fjernvarme ud til husstande, der tidligere var bundet til dyr russisk gas, og opsætter nye akkumuleringstanke, der kan gemme mere og mere af energien fra sol og vind til de dage, hvor der overskyet og vindstille. De udbygger elnettet og så videre. De er kort sagt i fuld gang med at udvikle fremtidens energiforsyning i Danmark, og den er unik. Den har sikret os den billigste energi, vi kan drømme om. I 2024 var den gennemsnitlige pris for en kWh nede på 53 øre! Det er den laveste pris på el i mange år, og hvis det ikke var for elafgiften til staten, ville de danske forbrugere betale en af Europas laveste elpriser. Alligevel vælger de borgerlige partier i kampagner at fremhæve en enkelt dag, hvor elprisen er høj, som argument for, at vi har dyr strøm og ustabil energiforsyning i Danmark. Det useriøst, populistisk og fuldstændig ude af proportioner i forhold til, at Danmark har et af de mest velfungerende energisystemer i verden. Og hvis ellers partierne ville støtte op om udviklingen i energisektoren, kunne både varme- og elpriserne såmænd blive endnu lavere. Se bare på Hvide Sande Fjernvarme, hvor den samlede varmeregning for hele energikrise-året 2022 endte på bare 4.273 kroner for et standardhus. Det var på det tidspunkt, hvor husejere andre steder i landet stod med så høje varme- og elregninger, at de var i risiko for at gå fra hus og hjem. Succesen i Hvide Sande kunne lade sig gøre, fordi de havde deres egne lokalt forankrede vindmøller på havnen. Vindmøllerne leverer også den dag i dag strøm direkte ind i fjernvarmenettet, som kan opsamle og gemme energien, og bruge den, når der er behov for den. Det er en del af den udvikling, der foregår. Man kobler sektorer på tværs, så man kan udnytte en bred vifte af forskellige energikilder, når de yder bedst. Borgerne får adgang til billig el og varme, og vi får et robust energisystem med en høj forsyningssikkerhed. Hvis én teknologi i en periode er for dyr, svigter eller bliver udsat for angreb, er der andre energikilder til rådighed. Samtidig er det et farvel til kul, olie og gas, og brugen af biomasse vil indenfor de næste 10-15 år blive reduceret drastisk. Hvorfor i alverden skulle vi dog sætte alt det over styr? Udefra set er det tydeligt, at den grønne omstilling kun er interessant for regeringen, hvis den er økonomisk attraktiv. Målet har været at gøre den grønne omstilling til et guldæg i statskassen. Regeringen er næppe modstander af at mindske den globale opvarmning og gøre Danmark uafhængig af russisk gas. Det er bare sekundært, fordi regeringen kun måler udviklingen af Danmark på den økonomiske vækst. Eksemplerne er talrige. Mest opsigtsvækkende er de 27 åben dør-projekter, der blev lukket ned og erstattet af et udbud på havvindmølleparker, der skulle sikre staten et højt afkast. Ikke engang en 100% folkeejet havvindmøllepark på Bornholm fik lov til at overleve regeringens grådighed. Udbuddet bød på så ringe vilkår, at ingen ønskede at byde på det. Resultatet er, at udbygningen af havvind er bremset op. Solceller er et andet eksempel. Også her har regeringens iver efter at tjene penge sat udviklingen af sol på tagene i Danmark i stå, selvom det i årevis har været efterspurgt af både borgere og kommuner. Kommunerne er i stedet tvunget til at udskille produktionen af solenergi i selvstændige selskaber for derefter at aftage strømmen til markedspris, hvis de skal undgå at blive modregnet i bloktilskuddet. Der er også lukket ned for kommunale lånegarantier til termonet, der ellers er en mulighed for kollektiv varme i de mindre landsbyer. Der er indført et prisloft, som forhindrer en effektiv udnyttelse af overskuds- og spildvarme, - og sådan kan man blive ved. Selv helt indlysende beslutninger som det at sætte en slutdato for brugen af gas til opvarmning af boliger, er blevet syltet. Det har i år resulteret i næsten 4.000 nye gasfyr og efterladt de omkring 275.000 tilbageværende husejere med gasfyr i uvished og bremset udrulningen af fjernvarme. Regeringen har stor-svigtet og forsømt at handle på en lang stribe konkrete tiltag, som her og nu kunne hjælpe såvel borgerne som energisektoren til en hurtigere, billigere og mere effektiv omstilling. Når man ser regeringens evner til at skabe resultater, er det nemt at miste troen på fremtiden. Så meget desto vigtigere er det, at oppositionen holder regeringen op på de manglende resultater og forholder sig seriøst til den virkelighed energisektoren står i. Atomkraft løser ikke noget i Danmark, og derfor indgår det heller ikke i energiselskabernes udviklingsplaner. Det er baseload. Det er centralistisk. Det vil gøre strømmen markant dyrere. Det vil udelukke lokal forankring og folkeeje. Det vil være mere sårbart og udgøre en større sikkerhedsrisiko. Tredje generations a-kraft, som er det, der findes i dag, har stadig problemer med radioaktivt affald. Og det ville tage mindst +20 år at sætte et atomkraftanlæg i drift i Danmark. Så lang tid har vi slet ikke. De Konservative og Liberal Alliance glemmer også at fortælle, at en væsentlig del af årsagen til energikrisen i 2022 var, at halvdelen af Frankrigs a-kraftværker måtte lukke ned i længere periode på grund af tørke og fordi flere reaktorkerner begyndte at slå revner. Vi mennesker har overskredet seks ud af ni planetære grænser. Det betyder, at vi med vores adfærd og forbrug har bragt centrale, globale økosystemer ud af balance på en måde, hvor de nu er i gang med at tippe og forringe vores levevilkår markant. Den mest kendte planetære grænse, vi har overskredet, er klimaet, hvor for høje mængder af CO2 i atmosfæren medfører global opvarmning og oversvømmelser. En anden grænse er biodiversitetskrisen. Grænserne er overskredet markant. Vi lever i en høj risiko-verden, hvor tid er blevet en afgørende faktor. Derfor har vi en fælles opgave i hurtigst muligt at reducere vores forbrug og - i forlængelse af det - sikre maksimal udnyttelse af overskudsenergi, udbygge VE-kapaciteten af sol og vind, udbygge lagringskapaciteten og udbygge elnettet. Det har man for længst indset i energisektoren. Det er på tide, at De Konservative og LA gør op med sig selv, om de vil fortsætte med at gøre atomkraft til det 21 århundredes største syltekrukke, - og dermed faktisk fremme de fossile interesser - eller om de er klar til at hjælpe den danske energisektor og de tusindvis af medarbejdere, der knokler for at skabe reel omstilling. Der er ikke raketvidenskab at få omstillingen af energisektoren tilbage på sporet. Det kræver bare politisk vilje og en smule fokus på virkeligheden.

Af Christina Olumeko, medlem af Folketinget og Alternativets ordfører for Mobilitet og Bjørn Olsen, byrådskandidat, Alternativet Aarhus Motorvejene er i dag skamløst ineffektive, klimabelastende og sundhedsskadelige, men sådan behøver det ikke at være, hvis vi fokuserer på reel udvikling og udnytter den teknologi, vi har til rådighed. Siden Hørsholmvejen i 1956 blev indviet som Danmarks første motorvej, er der investeret hundreder af milliarder af kroner i udvidelser af motorvejene. Alene i det seneste infrastrukturforlig fra 2021 er der afsat mere end 30 milliarder, men trods de enorme ressourcer, der er (og stadig bliver) brugt på motorvejene, er der aldrig for alvor stillet krav til at forbedre udnyttelsen af vejene. De er blot blevet udvidet, - gjort længere og bredere – så vi i dag har mere end 1.300 km motorvej efter samme koncept som den første motorvej. De konstante udvidelser har desværre ikke kun gjort det hurtigere at komme fra A til B. De har også kostet samfundet dyrt i tabt natur og øgede sundhedsudgifter. I det hele taget har de ud fra et ressourcemæssigt, miljømæssigt og sundhedsmæssigt perspektiv været skamløst ineffektive og skadelige. Bilosen alene koster hvert år hundredvis af danskere livet og gør endnu flere syge. Støjforureningen er dokumenteret skadelig for borgernes sundhed. Slitage af dæk er den største kilde til forurening af mikroplast. Og utallige unikke naturområder er skåret over og ødelagt i takt med, at asfalten har bredt sig over stadigt større arealer, som så igen har skabt grundlaget for en bilpark, der nu tæller op imod 2,8 mio. personbiler. En ressourcetung og forurenende infrastruktur, der er med til at skubbe Danmarks forbrug ud over klodens grænser. Endelig er bilismen som bekendt en af de største kilder til CO2-forurening. Derfor er der behov for at tænke nyt, og det store spørgsmål er: Kan vi nytænke motorvejene, så de ikke gør folk syge og ødelægger miljøet, men i stedet bidrager mere positivt til samfundet? Eller sagt på en anden måde: Kan vi udvikle  dem i stedet for at udvide  dem? Forestil dig, at vi stopper for anlæg af nye motorveje, og i stedet bruger kræfterne på at gøre de eksisterende veje miljøvenlige og ressourceeffektive. Tiden er inde til at nytænke motorvejen. Til- og afkørsler som trafikale knudepunkter I dag kan det være svært at benytte motorvejen, hvis man ikke ejer en bil. Bare det at komme til  motorvejen kan være svært. Borgere, der er bosat i byerne, starter ofte turen tværs gennem byen i bil for at kunne fortsætte på motorvejen, og motorvejen er således med til at skabe trængsel i byerne, fordi de aldrig for alvor er blevet tænkt sammen med andre transporttyper end biler. Det kan vi ændre ved at udvikle tilkørslerne til trafikale knudepunkter, hvor alle  transporttyper kan mødes. Det vil kræve gode cykelstier, cykelparkering og stabil, regelmæssig kollektiv transport ved til- og afkørslerne. Det vil også kræve velfungerende ordninger for delecykler, delebiler og samkørsel. Til gengæld vil mange bilister få et alternativ til at sidde i kø i bil tværs gennem byen, og tilsvarende vil borgere i landområderne få mulighed for at bevæge sig mere frit, fordi der ved til- og afkørslerne tilbydes nye muligheder for transport. En familie i et landområde kan for eksempel følges ad til en tilkørsel, hvorfra den ene kan fortsætte på cykel ind mod byen, mens de andre kan fortsætte i hver deres retning på motorvejen i delebil eller med samkørsel, - eller endnu bedre med regelmæssig velfungerende kollektiv transport. Gør det tredje spor folkeligt Motorvejene har fremmet en kultur, hvor hver borger nærmest er tvunget til at eje sin egen bil for at få hverdagen til at fungere. Konsekvensen er, at der i snit kun sidder sølle 1,08 personer i hver bil. Det er et ubegribeligt spild af ressourcer, og det er helt unødvendigt. Det er egentlig også lidt trist med en infrastruktur, der er så egocentreret. Så hvorfor ikke gøre det tredje spor folkeligt? I dag er de fleste motorveje efterhånden udvidet til at have tre spor i hver retning, og det er på høje tid, at vi begynder at stille krav til en bedre udnyttelse af asfalt og areal. Flere mennesker skal kunne bevæge sig frit, - både billigere og med brug af langt færre ressourcer. Det kalder på mere kollektiv transport. Ved at tænke motorvejens tredje spor på samme måde som en letbanestrækning, kan udnyttelsen af sporet mangedobles, og der behøver ikke nødvendigvis lægges skinner. Det vil være enkelt at indsætte BRT-busser (hurtigbusser i busbaner) eller almindelige busser til at køre frem og tilbage langs motorvejen. Det eneste, det vil kræve, er udvikling af de ovennævnte tilkørsler, så man kan komme til motorvejen med andet end bil og tilgå et stoppested ved det tredje spor. Der findes allerede lignende løsninger på motorvejene i Norge og i Istanbul, så idéen om busser, der kun kører på motorvejen i særlige baner, er ikke så fjern. Hvis vi så ovenikøbet gør det enkelt at skifte mellem de forskellige transporttyper, får alle en mulighed for at bevæge sig frit rundt uden at være tvunget til at eje en bil. Friheden til at bevæge sig Der er mange, der forbinder bilen med frihed, men hvis man tænker efter, er det sjældent ejerskabet af et stort stykke jern med hjul, der giver følelsen af frihed. Nærmest tværtimod. For mange er ejerskabet forbundet med at være bundet på hænder og fødder af dyr gæld. Friheden ligger derimod dybt indlejret i vores oplevelse af at kunne bevæge os, hvor vi har lyst. Det skal vi værne om. For alle. Både dem, der bor i byen og dem, der bor på landet. Og også dem, der ikke har råd til bil. Det gør vi bedst ved at skabe sammenhæng mellem alle de forskellige transporttyper fra aktiv transport (gang og cyklisme) til bus, BRT, letbane, tog, delebil, delecykel, samkørsel, flextrafik og så videre. Med nutidens digitale løsninger har vi muligheden for at udvikle en intelligent infrastruktur, hvor man med få klik kan booke og betale for at komme fra A til B på tværs af alle transporttyper. Det er mobilitet som service – eller “Mobility-as-a-Service” (MaaS), som det også er kendt som. Dermed behøver friheden til frit at bevæge sig rundt i landet ikke at stå i modsætning til en sund og samfundsøkonomisk ansvarlig infrastruktur. Ved at nytænke motorvejen og benytte de digitale muligheder, kan vi altså reducere CO2-udledningen, trængslen, overforbruget af ressourcer og de mange sundhedsskadelige konsekvenser, - samtidig med at vi øger mobiliteten og gør det nemmere at bevæge sig frit rundt i landet. Kronik Altinget: https://www.altinget.dk/transport/artikel/alternativet-tiden-er-inde-til-at-nytaenke-motorvejen-og-komme-traengslen-til-livs

Af Torsten Gejl, Folketingsmedlem og politisk ordfører Alternativet og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Manglen på sygeplejersker, SOSU’er og tekniske medarbejdere til den grønne omstilling har fået den nye regering til at hive de klassiske vækst-værktøjer op af skrivebordsskuffen for at øge arbejdsudbuddet. Problemet er, at de gamle arbejdsudbudsreformer skader mere, end de gavner. Der er brug for en helt anden type reformer, hvis vi skal løse de problemer, Danmark står i. Har sygeplejerskerne brug for flere kollegaer? Ja, det kan vi sagtens blive enige om, men har de også brug for at blive presset til at arbejde flere timer sammen med flere udbrændte kollegaer? Nej, vel? Manglen på sygeplejersker har fået særlig bevågenhed, fordi det i værste fald kan få sundhedsvæsnet til at falde fra hinanden, men uanset om vi taler om sygeplejersker, pædagoger, ingeniører eller andre faggrupper, hvor der er akut mangel på arbejdskraft, er problemstillingen grundlæggende den samme. Manglen på arbejdskraft skaber frygt for tab af velfærdsydelser og tab af indtjening i kroner og ører – altså mindre velstand. Det er netop denne frygt, som afspejler sig i grundlaget for Danmarks nye centrum-højre-regering. De tre regeringspartier vil, som de skriver i regeringsgrundlaget, derfor øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner frem mod 2030. Oversat til almindeligt dansk betyder det, at de vil have flere til at arbejde mere. Regeringsgrundlaget er nærmest en showcase i brugen af klassiske vækst-værktøjer: Skær i SU’en og pres de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet. Pres de ”dovne” arbejdsløse endnu hårdere, så de kommer hurtigere i arbejde. Lav en skattereform, der øger lønmodtagernes rådighedsbeløb, så flere forældre arbejder mere i stedet for at tilbringe tiden med deres børn. Skær i seniorpensionen, så flere ældre kan blive slidt endnu hårdere, inden de skal til at koste samfundet penge. Det er blot eksempler på, hvad der venter af desperate tiltag fra den nye regering for at få flere til at arbejde mere. Selv da statsminister Mette Frederiksen under præsentationen af regeringsgrundlaget blev spurgt til, om den økonomiske politik ikke var noget af et kursskifte for Socialdemokratiet, udbrød hun: ”Man kan ikke være imod arbejdsudbudsreformer!” Det siger en del om den vanetænkning og mangel på fantasi, der præger dansk politik. For uanset hvordan man vender og drejer det, er de arbejdsudbudsreformer, som centrum-højre-regeringen lægger op til, ikke andet end gammeldags arbejdsmarkedslogik, hvor det enøjet handler om at øge beskæftigelsen for at udvide økonomien for at kunne øge beskæftigelsen for igen at kunne øge økonomien og så videre og så videre. De gammeldags vækst-fokuserede arbejdsudbudsreformer tager hverken højde for trivsel, klima eller biodiversitet. Derfor er de isoleret set ubrugelige. Hvad nytter det at tvinge flere arbejdsløse i arbejde, når det massive kontrolsystem blot gør mennesker syge og koster samfundet dyrt? Hvad nytter det at presse de unge, når det blot får flere unge til at mistrives og kræver flere psykologer? Hvad nytter det at løbe hurtigere for at dække industriens behov, hvis det blot fører til mere asfalt og mindre natur, alt imens ”vi har foden plantet på speederen på vej mod et klimahelvede”, som FN’s generalsekretær Antònio Guterres udtrykker det? Det, vi har brug for, er i stedet reformer, der giver os mulighed for at leve meningsfulde liv sammen med dem, vi holder af – med respekt for naturen og klodens ressourcer. Lad os tage jobcentrene som eksempel. Regeringen lægger op til at afskaffe jobcentrene og i stedet lade a-kasserne bakse med den rigide beskæftigelsespolitik. Alternativet mener, at der skal en helt anden form for nytænkning til, hvis vi skal gøre os håb om at løse problemerne.     Stop ydmygelsen af de arbejdsløse Selv blandt de arbejdsløse har den enøjede vækst-logik formået at ødelægge ellers velfungerende liv. Det er sket med 30.000 sider lovgivning, som reelt kun har ét formål: at tvinge de arbejdsløse hurtigst muligt i arbejde. Det er ganske enkelt vanvittigt. Eller som Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart Kommune for nyligt udtalte i en rundspørge lavet af fagforeningen Djøf: ”Beskæftigelsesområdet er sådan set det største monster, vi overhovedet har, når det gælder regler og statslige krav”. Til at administrere dette monster er der ansat omkring 12.500 fuldtidsbeskæftigede i landets 94 kommunale jobcentre. Det er ca. 2.000 flere end for 10 år siden, til trods for at arbejdsløsheden er faldet og er helt nede på omkring 70.000 ledige. Medarbejderne gør utvivlsomt deres bedste, men det ændrer ikke på, at den mistro og det pres, de arbejdsløse mødes med, er mere ødelæggende end gavnligt. Der er efterhånden utallige eksempler på, hvordan helt almindelige mennesker er blevet umyndiggjort, ydmyget og nedbrudt. Og i stedet for at blive hjulpet, ender de med stress eller PTSD eller lignende, senest vist i TV 2’s dokumentarserie ”Håbløst arbejde”. Det understøttes også af undersøgelser på området. For eksempel beskrev Landsforeningen SIND og Psykiatrifonden i en rapport i 2019, at syge borgere oplever at blive mere syge i deres møde med jobcentret. Næsten syv ud af ti i undersøgelsen svarede, at kontakten med jobcentret belaster deres livskvalitet, mens en fjerdedel svarede, at kontakten gav dem tanker om, at livet ikke var værd at leve. De kommunale medarbejdere, der har kontakt med ledige, sygemeldte og ældre borgere med plejebehov, bliver også selv syge af det. Sygefraværet i kommunerne er især højt blandt de ansatte, der skal udføre plejeopgaver eller overbevise sygemeldte om, at de er raske nok til at arbejde. I stedet for at løse et problem gør systemet kun tingene værre. Det er en ond cirkel, der bygger på og vedligeholdes af en antagelse om, at ledige som udgangspunkt er dovne, og sygemeldte som regel er fulde af løgn. Alt sammen forårsaget af politikernes desperate kamp for at udvide arbejdsudbuddet med de klassiske vækst-redskaber. Vi ødelægger altså gode liv for at udvide økonomien. Hvis man vil øge behovet for medarbejdere i sundhedsvæsnet, skal man bare øge beskæftigelsesindsatsen, for så bliver der helt sikkert flere syge og dårlige borgere. Og så bliver der endnu større behov for sundhedspersonale og - efter klassisk vækst-logik - behov for endnu skrappere arbejdsudbudsreformer, som kan tvinge endnu flere arbejdsløse, unge, familier og så videre til at arbejde mere og hurtigere. Det er hamsterhjulet - den negative spiral, som suger alt godt liv ud af samfundet. Men de ledige og de sygemeldte fortjener bedre. Det gør de ansatte faktisk også. Vi fortjener alle sammen et bedre grundlag at bygge vores tilværelse på.   Tillid går begge veje Alle vil gerne være en del af et fællesskab. Det er det, der giver livet mening. Det er det, der giver det enkelte menneske identitet. Det er fællesskabet, der gør det muligt at skabe værdi menneskeligt, kulturelt og såmænd også økonomisk. Derfor ønsker alle også i udgangspunktet at arbejde. Findes der undtagelser – altså borgere, som ikke ønsker at arbejde? Det gør der selvfølgelig, men vi må spørge os selv, om det er værd at bruge 12.500 fuldtidsansatte og op imod 13 milliarder kroner årligt på at håndtere de undtagelser, der er. Og ikke mindst må vi spørge os selv, om det retfærdiggør, at almindelige borgere bliver ydmyget, mistænkeliggjort og nedbrudt i et sygt system. Svaret er indlysende. Hvis vi virkelig ønsker at udvikle vores velfærdssamfund, må vi lægge regnearket til side og sætte mennesket først. Det handler om tillid, og dermed handler det også om et opgør med rådighedspligten, som netop bygger på mistillid og en antagelse om, at ingen borgere i virkeligheden gider bidrage til fællesskabet, når det kommer til stykket. Vi har brug for et system, der bygger på nogle helt andre værdier, og hvor ledige og sygemeldte mødes med hjælpsomhed og tillid. Og tillid går som bekendt begge veje, så det kan ikke undre, at tilliden til jobcentrene (og i sidste ende også politikerne og deres blinde stræben efter at øge beskæftigelsen) tilsvarende er blevet nedbrudt. En analyse af jobcentrenes arbejde fra 2014 viste, at 74 procent af medarbejdernes tid blev brugt på kontrol. Der er ingen grund til at forestille sig, at tallet er blevet mindre, og hvis vi antager, at tallet er nogenlunde det samme i dag, svarer det til, at mere end 9.000 fuldtidsstillinger bliver brugt på kontrol. Tænk sig, hvor meget gavn de medarbejdere kan gøre i alle mulige andre stillinger, hvor der er mangel på arbejdskraft! Og tænk sig, hvor mange pinsler, vi kan spare mennesker for! Og så endda samtidig spare penge på færre sygedage, fordi vi slipper af med et beskæftigelsessystem, der gør de arbejdsløse syge. Jobcentrene kan med god vilje forenkles yderligere, så de har ét (og kun ét) klart defineret formål, nemlig at hjælpe borgerne med at finde nye jobmuligheder, efteruddannelse eller andre meningsfyldte aktivitetsmuligheder.   Fra kontrol til public service Forestil dig et bibliotek eller en tilsvarende lokal kreativ ramme, hvor borgerne kan mødes med kompetente rådgivere og få inspiration til at komme godt videre i deres arbejdsliv. Det er et sted, hvor der er plads til ALLE borgere, uanset om de er arbejdsløse eller ej. Et sted, hvor man kan få job- og uddannelsesvejledning, hjælp til jobsøgning, hjælp til udvikling af færdigheder, kontakt til virksomheder, iværksættervejledning, sundhedsfaglig rådgivning og ja, også kontakt til foreninger og kultur med mulighed for udvikling og engagement i lokalsamfundet. Jo mere inspirerende rammer, des bedre muligheder er der for at udvikle kompetencer og ideer, som kan bringe mennesker videre i deres liv. Og med samarbejde på tværs af civilsamfund og institutioner er der basis for at give borgerne et godt afsæt til at komme videre. Det vil være et jobcenter med fællesskabet i centrum. Det eneste, det kræver, er politisk vilje til at spare penge og gøre beskæftigelsesindsatsen meningsfuld. Som led i omlægningen bør arbejdsmarkeds- og jobvejledning rykkes ud af kommunernes budget og finansieres direkte af staten. På den måde fjerner vi den uhensigtsmæssige konkurrence, der i dag er med de andre indsatsområder, som varetages af kommunerne. I stedet skal fremtidens jobcenter være omfattet af public service. For det er jo det, det er. Information om, hvordan man kommer videre i sit liv, er personlig og samfundsmæssig vigtig information – public service. Et jobcenter skal ikke gøre mennesker syge. Det skal bidrage med den nødvendige viden og indsigt til, at flere mennesker kan realisere deres drømme for fremtiden til gavn for hele samfundet.   Vi kan ikke vækste os ud af en trivselskrise Samlet vil afskaffelsen af den ødelæggende rådighedspligt sammen med en omlægning af de kommunale jobcentre til rene rådgivningscentre gøre det muligt at frigive op imod 10.000 medarbejdere til grøn omstilling og omsorg. Omlægningen af jobcentrene er et konkret forslag til, hvordan vi kan frigive arbejdskraft på en måde, der samtidig giver mulighed for at øge borgernes trivsel. Det er netop den type helhedsorienterede reformer, der er brug for. Tiden er ganske enkelt løbet fra de klassiske arbejdsmarkedsreformer. De er forældede og for snæversynede i deres tilgang til borgerne som en ressource, der blot har til formål at holde gang i økonomien. Og opgøret med den uværdige behandling af de arbejdsløse er kun ét af de mange tiltag, der er brug for. Stress som folkesygdom er et andet tydeligt eksempel på, hvordan den klassiske vækst-logik har spillet fallit. Det er dyrt købte erfaringer, som viser, at der behov for en mere tidssvarende, nuanceret og medmenneskelig politisk retning. Sagen er, at vi ikke kan vækste os ud af en trivselskrise. Derfor kan vi heller ikke løse de store samfundsmæssige problemer alene med økonomisk politik. Det kræver balance, og det får vi kun, hvis vi politisk indarbejder den sociale bundlinje og den miljømæssige bundlinje på linje med den økonomiske bundlinje. Med andre ord: Det duer ikke, at vi lader økonomien sætte rammerne for samfundet. Det er os som samfund, der skal sætte rammerne for økonomien, og det skal ske i et ligeværdigt samspil med de sociale og miljømæssige forhold. Vi skal turde vende udviklingen og tage udgangspunkt i det liv, vi ønsker at være en del af. Derfor ser vi også med stor bekymring på den centrum-højre-regering, som Mette Frederiksen nu har sat sig i spidsen for. Som det ser ud nu, er der nemlig lagt op til at fortsætte med de gammelkendte beskæftigelsesreformer pakket ind i såkaldt ”ansvarlig økonomisk politik”. Men tag ikke fejl. Økonomisk politik, der får lov at styre samfundet alene, er politik ude af balance. Og det er netop den type politik, der igennem årtier har været med til at ødelægge mennesker, natur og klima. Vi håber stadig, at den nye regering besinder sig og viser mod til at hæve sig over de klassiske arbejdsmarkedsreformer for i stedet at levere rigtige reformer, som sætter mennesket i centrum og tager højde for helheden. Vi kan passende begynde med en omlægning af jobcentrene. Kronik i Politiken: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9156377/Afskaf-r%C3%A5dighedspligten-og-frigiv-10.000-medarbejdere?srsltid=AfmBOorykPOypIhAb2V-FrgXi4gb0bqZe1Zb0A7RXgwdTLwdWK-kMpXP

Tale 16. marts 2024 af Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Tak til jer, der er kommet. Jeg ved, at der er en grund til det. Vi har nok alle sammen forskellige måder at udtrykke det på… bekymring, vrede, afmagt, behov for handling, - men bagved ligger en fælles forståelse for, at vi er på vej i en helt forkert retning. Vi kan ikke fortsætte på samme måde, som vi har gjort igennem årtier med forbrug og vækst som det, der skal drive samfundet frem og give os og vores børn et godt liv. Hele tanken om forbrug og vækst som et mål er destruktiv. Det er dagen i dag mere end noget andet billedet på. Det er i dag (12 dage tidligere end sidste år), - at Danmark har brugt alle de naturlige ressourcer, der er til rådighed for hele 2024. Fra i dag og resten af året vil vores forbrug være med til at forringe friheden og livsbetingelserne for de kommende generationer. Hvad betyder det? Det betyder f.eks., at…  Vi fælder træerne hurtigere, end nye træer kan nå at vokse op  Vi spiser fiskene så hurtigt, at bestandene ikke kan opretholde sig selv Vi ødelægger insekternes og andre dyrs levesteder i en grad, så de uddør og forsvinder med de økosystemer, som de nu engang er en del af. Og med den konventionelle / industrielle produktionsform, der fylder i landbruget i dag, udpiner vi jorden, så der bliver mindre og mindre jord til at dyrke den mad, som vores børn skal leve af. Oveni er der som bekendt al den CO2, som vores forbrug udleder i atmosfæren, og som får isen til at smelte og havene til at stige – og som allerede nu koster menneskeliv i vores nærområder. Det hører vi af en eller anden grund ikke så meget om, men i 2022 var der mere end 60.000 varmerelaterede dødsfald i Europa, og over halvdelen af dem er beregnet til at være en direkte konsekvens af klimaforandringerne. Det er en høj pris for at holde vækst-hjulene i gang. Og hvad får vi ud af det? …en masse stressede mennesker, som ikke har til til hinanden i et samfund blottet for fællesskaber, nærhed og tryghed. Dagen i dag er altså billedet på, hvordan den evige jagt efter forbrug og vækst har ført os direkte ind i de store kriser, vi står i: klimakrisen, biodiversitetskrisen og trivselskrisen. Det er så dumt, at det skriger til himlen. Alligevel har vi en regering, der med åbne øjne, med fuldt overlæg fremlægger en finanslov, der forudsætter, at vi skal fordoble vores private forbrug frem mod 2070. De kalder det ansvarligt! Og man tænker… hvad er det for en fantasigrød, de har fået til morgenmad? Hvad er det, de forestiller sig? Skal vi til at bruge 9 jordkloder? Det virker helt væk fra virkeligheden, men det er ikke desto mindre den økonomiske politik, der styrer Danmark i dag. I Aarhus kan vi så doble op med et flertal i byrådet, der praler af, at Aarhus er en vækst-kommune! Og Bundsgaard og flertalspartierne mener det. Se bare på havneudvidelsen, som for alt i verden skal tvinges igennem, så Aarhus kan være klar til en vækst i godstransporten, der ikke engang vil eksistere om 20 år. Se på de lokalplaner, der er på vej med udstykning af jord til nye kæmpe villaer, der bruger dobbelt så mange materialer og dobbelt så meget energi, som et rækkehus – eller en lejlighed. Der bygges på livet løs overalt, så befolkningstallet kan fortsætte med at vækste. For ikke at tale om de hundredvis af millioner af kroner, der er blevet brugt på at fremme privatbilismen, alt i imens at der bliver anlagt en enkelt cykelsti og skruet op for priserne i den kollektive trafik. Det er så forskruet en infrastruktur, at man nærmest ikke kan komme frem i Aarhus UDEN en bil. Man kan så nærmest heller ikke komme frem MED bil. Det er noget rod. Og man bliver forarget – jeg bliver forarget – for det vi har brug for, er politikere, der hjælper os med at kunne leve bæredygtigt INDENFOR grænserne af den ENE klode, vi har! De skal prioritere cyklisterne, så det bliver attraktivt at cykle De skal gøre den kollektive trafik nem og billig De skal skabe rammerne for nye attraktive boformer, som giver os mulighed for at bo miljøvenligt Støtte op om genbrug og cirkulær økonomi og alle borgerinitiativer, der bidrager til det Og så skal de droppe den totalt meningsløse havneudvidelse! Det er jo ikke fordi, der mangler grønne planer i Aarhus, men har naturen, biodiversiteten, økosystemerne i Aarhus fået det bedre de sidste 10 år? Nej, tværtimod - og det tro da pokker, hvis udgangspunktet er, at Aarhusbugten skal smadres, før der kan plantes lidt ålegræs. Vi skal lære – både i vand og på land – at give naturen plads til at være sig selv, give den områder, hvor den kan udvikle sig på egne præmisser, - regenerere og genskabe sig selv, så den også er der som grundlag for de kommende generationer. Der er så mange ting, politikerne kan gøre. I stedet vælger de igen og igen at skubbe nedefter og overlade det til den enkelte borger at begrænse forbruget. Og så er det op til os at løse alle kriserne på trods. Det er vi heldigvis mange, der er klar til at gøre, selvom det er uretfærdigt – og synes jeg – respektløst. Men vi kæmper! Og vi hjælper hinanden, alt hvad vi kan for at sætte en ny retning hen imod et samfund, der bygger på trivsel indenfor klodens grænser. Og vi stopper ikke der. For vi kommer til at kalde det politiske svigt. Og vi bliver ved med at kalde det politiske svigt, til det stopper! Vi vil ikke længere finde os i politiske beslutninger, der forringer friheden og livsbetingelserne for de kommende generationer.

Af Thure Hastrup, byrådsmedlem Aarhus, udenfor parti og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Aarhus Lufthavn er en elendig forretning for Aarhus kommune. Som Aarhus Stiftstidende senest har beskrevet det (indsæt link til artikel den 28.03.2024) styrer lufthavnen direkte mod endnu et kæmpe millionunderskud og står nu og mangler yderligere 120 millioner skatteyder kroner for at holde liv i driften. Lufthavnen modtog i foråret 2022 et tilskud på 200 millioner kroner fra de tre ejerkommuner i Aarhus, Syddjurs og Norddjurs. Det skete under forudsætning af, at lufthavnen selv fandt en privat investor, der ville skyde mindst 90 millioner kroner i lufthavnen. Det har Aarhus Lufthavn nu forgæves forsøgt i en periode på 2 år. De private investorer holder sig væk, og blandt erhvervsfolk bliver lufthavnen kritiseret for at være et overflødigt lokalpatriotisk projekt. Vi har allerede en international lufthavn i baghaven i Billund, og en lufthavn man kan køre til i tog ved Aalborg. I en tid hvor Aarhus Kommune mangler penge, vil fortsat økonomisk støtte til Aarhus Lufthavn være uansvarlig omgang med borgernes penge. Dertil kommer, at skatteydernes penge midt i en buldrende klimakrise ikke skal bruges på den mest klimaskadelige transportform. Aarhus byråd har udskudt fristen for at finde en privat investor gang på gang. Senest før jul var vi nogle, der mente det var på tide at tænke på en ”Plan B”. Nu er der ingen tid at spilde. Vi foreslår derfor, at der bliver udarbejdet en helt ny vision for lufthavnens arealer i Tirstrup, når der i forbindelse med den kommende klimahandlingsplan skal laves en ny ejerstrategi for Aarhus lufthavn. Den gældsplagede lufthavn bør afvikles. Lufthavnens arealer i Tirstrup bør i stedet bruges til aktiviteter, der kommer borgerne til gavn og som medvirker positivt til den grønne omstilling. Det kan være i form af en energipark med vedvarende energi, der kan producere noget af den grønne strøm vi har så hårdt brug for. Vedvarende energi må gerne kombineres med natur. Det kan også være ved at udnytte bygningerne til en erhvervspark, og udnytte hotellets potentiale til gavn for den lokale turisme. Der skal tænkes i ny grønne arbejdspladser. Der skal tænkes i en ”Plan B”. Det vil være godt - både for klimaet og kommunens slunkne pengekasse. Indlæg i Stiften: https://stiften.dk/debat/luk-aarhus-lufthavn-den-boer-laves-til-groen-energipark-til-gavn-for-alle