Af Christina Olumeko, medlem af Folketinget og Alternativets ordfører for Mobilitet og Bjørn Olsen, byrådskandidat, Alternativet Aarhus Motorvejene er i dag skamløst ineffektive, klimabelastende og sundhedsskadelige, men sådan behøver det ikke at være, hvis vi fokuserer på reel udvikling og udnytter den teknologi, vi har til rådighed. Siden Hørsholmvejen i 1956 blev indviet som Danmarks første motorvej, er der investeret hundreder af milliarder af kroner i udvidelser af motorvejene. Alene i det seneste infrastrukturforlig fra 2021 er der afsat mere end 30 milliarder, men trods de enorme ressourcer, der er (og stadig bliver) brugt på motorvejene, er der aldrig for alvor stillet krav til at forbedre udnyttelsen af vejene. De er blot blevet udvidet, - gjort længere og bredere – så vi i dag har mere end 1.300 km motorvej efter samme koncept som den første motorvej. De konstante udvidelser har desværre ikke kun gjort det hurtigere at komme fra A til B. De har også kostet samfundet dyrt i tabt natur og øgede sundhedsudgifter. I det hele taget har de ud fra et ressourcemæssigt, miljømæssigt og sundhedsmæssigt perspektiv været skamløst ineffektive og skadelige. Bilosen alene koster hvert år hundredvis af danskere livet og gør endnu flere syge. Støjforureningen er dokumenteret skadelig for borgernes sundhed. Slitage af dæk er den største kilde til forurening af mikroplast. Og utallige unikke naturområder er skåret over og ødelagt i takt med, at asfalten har bredt sig over stadigt større arealer, som så igen har skabt grundlaget for en bilpark, der nu tæller op imod 2,8 mio. personbiler. En ressourcetung og forurenende infrastruktur, der er med til at skubbe Danmarks forbrug ud over klodens grænser. Endelig er bilismen som bekendt en af de største kilder til CO2-forurening. Derfor er der behov for at tænke nyt, og det store spørgsmål er: Kan vi nytænke motorvejene, så de ikke gør folk syge og ødelægger miljøet, men i stedet bidrager mere positivt til samfundet? Eller sagt på en anden måde: Kan vi udvikle  dem i stedet for at udvide  dem? Forestil dig, at vi stopper for anlæg af nye motorveje, og i stedet bruger kræfterne på at gøre de eksisterende veje miljøvenlige og ressourceeffektive. Tiden er inde til at nytænke motorvejen. Til- og afkørsler som trafikale knudepunkter I dag kan det være svært at benytte motorvejen, hvis man ikke ejer en bil. Bare det at komme til  motorvejen kan være svært. Borgere, der er bosat i byerne, starter ofte turen tværs gennem byen i bil for at kunne fortsætte på motorvejen, og motorvejen er således med til at skabe trængsel i byerne, fordi de aldrig for alvor er blevet tænkt sammen med andre transporttyper end biler. Det kan vi ændre ved at udvikle tilkørslerne til trafikale knudepunkter, hvor alle  transporttyper kan mødes. Det vil kræve gode cykelstier, cykelparkering og stabil, regelmæssig kollektiv transport ved til- og afkørslerne. Det vil også kræve velfungerende ordninger for delecykler, delebiler og samkørsel. Til gengæld vil mange bilister få et alternativ til at sidde i kø i bil tværs gennem byen, og tilsvarende vil borgere i landområderne få mulighed for at bevæge sig mere frit, fordi der ved til- og afkørslerne tilbydes nye muligheder for transport. En familie i et landområde kan for eksempel følges ad til en tilkørsel, hvorfra den ene kan fortsætte på cykel ind mod byen, mens de andre kan fortsætte i hver deres retning på motorvejen i delebil eller med samkørsel, - eller endnu bedre med regelmæssig velfungerende kollektiv transport. Gør det tredje spor folkeligt Motorvejene har fremmet en kultur, hvor hver borger nærmest er tvunget til at eje sin egen bil for at få hverdagen til at fungere. Konsekvensen er, at der i snit kun sidder sølle 1,08 personer i hver bil. Det er et ubegribeligt spild af ressourcer, og det er helt unødvendigt. Det er egentlig også lidt trist med en infrastruktur, der er så egocentreret. Så hvorfor ikke gøre det tredje spor folkeligt? I dag er de fleste motorveje efterhånden udvidet til at have tre spor i hver retning, og det er på høje tid, at vi begynder at stille krav til en bedre udnyttelse af asfalt og areal. Flere mennesker skal kunne bevæge sig frit, - både billigere og med brug af langt færre ressourcer. Det kalder på mere kollektiv transport. Ved at tænke motorvejens tredje spor på samme måde som en letbanestrækning, kan udnyttelsen af sporet mangedobles, og der behøver ikke nødvendigvis lægges skinner. Det vil være enkelt at indsætte BRT-busser (hurtigbusser i busbaner) eller almindelige busser til at køre frem og tilbage langs motorvejen. Det eneste, det vil kræve, er udvikling af de ovennævnte tilkørsler, så man kan komme til motorvejen med andet end bil og tilgå et stoppested ved det tredje spor. Der findes allerede lignende løsninger på motorvejene i Norge og i Istanbul, så idéen om busser, der kun kører på motorvejen i særlige baner, er ikke så fjern. Hvis vi så ovenikøbet gør det enkelt at skifte mellem de forskellige transporttyper, får alle en mulighed for at bevæge sig frit rundt uden at være tvunget til at eje en bil. Friheden til at bevæge sig Der er mange, der forbinder bilen med frihed, men hvis man tænker efter, er det sjældent ejerskabet af et stort stykke jern med hjul, der giver følelsen af frihed. Nærmest tværtimod. For mange er ejerskabet forbundet med at være bundet på hænder og fødder af dyr gæld. Friheden ligger derimod dybt indlejret i vores oplevelse af at kunne bevæge os, hvor vi har lyst. Det skal vi værne om. For alle. Både dem, der bor i byen og dem, der bor på landet. Og også dem, der ikke har råd til bil. Det gør vi bedst ved at skabe sammenhæng mellem alle de forskellige transporttyper fra aktiv transport (gang og cyklisme) til bus, BRT, letbane, tog, delebil, delecykel, samkørsel, flextrafik og så videre. Med nutidens digitale løsninger har vi muligheden for at udvikle en intelligent infrastruktur, hvor man med få klik kan booke og betale for at komme fra A til B på tværs af alle transporttyper. Det er mobilitet som service – eller “Mobility-as-a-Service” (MaaS), som det også er kendt som. Dermed behøver friheden til frit at bevæge sig rundt i landet ikke at stå i modsætning til en sund og samfundsøkonomisk ansvarlig infrastruktur. Ved at nytænke motorvejen og benytte de digitale muligheder, kan vi altså reducere CO2-udledningen, trængslen, overforbruget af ressourcer og de mange sundhedsskadelige konsekvenser, - samtidig med at vi øger mobiliteten og gør det nemmere at bevæge sig frit rundt i landet. Kronik Altinget: https://www.altinget.dk/transport/artikel/alternativet-tiden-er-inde-til-at-nytaenke-motorvejen-og-komme-traengslen-til-livs

Af Torsten Gejl, Folketingsmedlem og politisk ordfører Alternativet og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Manglen på sygeplejersker, SOSU’er og tekniske medarbejdere til den grønne omstilling har fået den nye regering til at hive de klassiske vækst-værktøjer op af skrivebordsskuffen for at øge arbejdsudbuddet. Problemet er, at de gamle arbejdsudbudsreformer skader mere, end de gavner. Der er brug for en helt anden type reformer, hvis vi skal løse de problemer, Danmark står i. Har sygeplejerskerne brug for flere kollegaer? Ja, det kan vi sagtens blive enige om, men har de også brug for at blive presset til at arbejde flere timer sammen med flere udbrændte kollegaer? Nej, vel? Manglen på sygeplejersker har fået særlig bevågenhed, fordi det i værste fald kan få sundhedsvæsnet til at falde fra hinanden, men uanset om vi taler om sygeplejersker, pædagoger, ingeniører eller andre faggrupper, hvor der er akut mangel på arbejdskraft, er problemstillingen grundlæggende den samme. Manglen på arbejdskraft skaber frygt for tab af velfærdsydelser og tab af indtjening i kroner og ører – altså mindre velstand. Det er netop denne frygt, som afspejler sig i grundlaget for Danmarks nye centrum-højre-regering. De tre regeringspartier vil, som de skriver i regeringsgrundlaget, derfor øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner frem mod 2030. Oversat til almindeligt dansk betyder det, at de vil have flere til at arbejde mere. Regeringsgrundlaget er nærmest en showcase i brugen af klassiske vækst-værktøjer: Skær i SU’en og pres de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet. Pres de ”dovne” arbejdsløse endnu hårdere, så de kommer hurtigere i arbejde. Lav en skattereform, der øger lønmodtagernes rådighedsbeløb, så flere forældre arbejder mere i stedet for at tilbringe tiden med deres børn. Skær i seniorpensionen, så flere ældre kan blive slidt endnu hårdere, inden de skal til at koste samfundet penge. Det er blot eksempler på, hvad der venter af desperate tiltag fra den nye regering for at få flere til at arbejde mere. Selv da statsminister Mette Frederiksen under præsentationen af regeringsgrundlaget blev spurgt til, om den økonomiske politik ikke var noget af et kursskifte for Socialdemokratiet, udbrød hun: ”Man kan ikke være imod arbejdsudbudsreformer!” Det siger en del om den vanetænkning og mangel på fantasi, der præger dansk politik. For uanset hvordan man vender og drejer det, er de arbejdsudbudsreformer, som centrum-højre-regeringen lægger op til, ikke andet end gammeldags arbejdsmarkedslogik, hvor det enøjet handler om at øge beskæftigelsen for at udvide økonomien for at kunne øge beskæftigelsen for igen at kunne øge økonomien og så videre og så videre. De gammeldags vækst-fokuserede arbejdsudbudsreformer tager hverken højde for trivsel, klima eller biodiversitet. Derfor er de isoleret set ubrugelige. Hvad nytter det at tvinge flere arbejdsløse i arbejde, når det massive kontrolsystem blot gør mennesker syge og koster samfundet dyrt? Hvad nytter det at presse de unge, når det blot får flere unge til at mistrives og kræver flere psykologer? Hvad nytter det at løbe hurtigere for at dække industriens behov, hvis det blot fører til mere asfalt og mindre natur, alt imens ”vi har foden plantet på speederen på vej mod et klimahelvede”, som FN’s generalsekretær Antònio Guterres udtrykker det? Det, vi har brug for, er i stedet reformer, der giver os mulighed for at leve meningsfulde liv sammen med dem, vi holder af – med respekt for naturen og klodens ressourcer. Lad os tage jobcentrene som eksempel. Regeringen lægger op til at afskaffe jobcentrene og i stedet lade a-kasserne bakse med den rigide beskæftigelsespolitik. Alternativet mener, at der skal en helt anden form for nytænkning til, hvis vi skal gøre os håb om at løse problemerne.     Stop ydmygelsen af de arbejdsløse Selv blandt de arbejdsløse har den enøjede vækst-logik formået at ødelægge ellers velfungerende liv. Det er sket med 30.000 sider lovgivning, som reelt kun har ét formål: at tvinge de arbejdsløse hurtigst muligt i arbejde. Det er ganske enkelt vanvittigt. Eller som Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart Kommune for nyligt udtalte i en rundspørge lavet af fagforeningen Djøf: ”Beskæftigelsesområdet er sådan set det største monster, vi overhovedet har, når det gælder regler og statslige krav”. Til at administrere dette monster er der ansat omkring 12.500 fuldtidsbeskæftigede i landets 94 kommunale jobcentre. Det er ca. 2.000 flere end for 10 år siden, til trods for at arbejdsløsheden er faldet og er helt nede på omkring 70.000 ledige. Medarbejderne gør utvivlsomt deres bedste, men det ændrer ikke på, at den mistro og det pres, de arbejdsløse mødes med, er mere ødelæggende end gavnligt. Der er efterhånden utallige eksempler på, hvordan helt almindelige mennesker er blevet umyndiggjort, ydmyget og nedbrudt. Og i stedet for at blive hjulpet, ender de med stress eller PTSD eller lignende, senest vist i TV 2’s dokumentarserie ”Håbløst arbejde”. Det understøttes også af undersøgelser på området. For eksempel beskrev Landsforeningen SIND og Psykiatrifonden i en rapport i 2019, at syge borgere oplever at blive mere syge i deres møde med jobcentret. Næsten syv ud af ti i undersøgelsen svarede, at kontakten med jobcentret belaster deres livskvalitet, mens en fjerdedel svarede, at kontakten gav dem tanker om, at livet ikke var værd at leve. De kommunale medarbejdere, der har kontakt med ledige, sygemeldte og ældre borgere med plejebehov, bliver også selv syge af det. Sygefraværet i kommunerne er især højt blandt de ansatte, der skal udføre plejeopgaver eller overbevise sygemeldte om, at de er raske nok til at arbejde. I stedet for at løse et problem gør systemet kun tingene værre. Det er en ond cirkel, der bygger på og vedligeholdes af en antagelse om, at ledige som udgangspunkt er dovne, og sygemeldte som regel er fulde af løgn. Alt sammen forårsaget af politikernes desperate kamp for at udvide arbejdsudbuddet med de klassiske vækst-redskaber. Vi ødelægger altså gode liv for at udvide økonomien. Hvis man vil øge behovet for medarbejdere i sundhedsvæsnet, skal man bare øge beskæftigelsesindsatsen, for så bliver der helt sikkert flere syge og dårlige borgere. Og så bliver der endnu større behov for sundhedspersonale og - efter klassisk vækst-logik - behov for endnu skrappere arbejdsudbudsreformer, som kan tvinge endnu flere arbejdsløse, unge, familier og så videre til at arbejde mere og hurtigere. Det er hamsterhjulet - den negative spiral, som suger alt godt liv ud af samfundet. Men de ledige og de sygemeldte fortjener bedre. Det gør de ansatte faktisk også. Vi fortjener alle sammen et bedre grundlag at bygge vores tilværelse på.   Tillid går begge veje Alle vil gerne være en del af et fællesskab. Det er det, der giver livet mening. Det er det, der giver det enkelte menneske identitet. Det er fællesskabet, der gør det muligt at skabe værdi menneskeligt, kulturelt og såmænd også økonomisk. Derfor ønsker alle også i udgangspunktet at arbejde. Findes der undtagelser – altså borgere, som ikke ønsker at arbejde? Det gør der selvfølgelig, men vi må spørge os selv, om det er værd at bruge 12.500 fuldtidsansatte og op imod 13 milliarder kroner årligt på at håndtere de undtagelser, der er. Og ikke mindst må vi spørge os selv, om det retfærdiggør, at almindelige borgere bliver ydmyget, mistænkeliggjort og nedbrudt i et sygt system. Svaret er indlysende. Hvis vi virkelig ønsker at udvikle vores velfærdssamfund, må vi lægge regnearket til side og sætte mennesket først. Det handler om tillid, og dermed handler det også om et opgør med rådighedspligten, som netop bygger på mistillid og en antagelse om, at ingen borgere i virkeligheden gider bidrage til fællesskabet, når det kommer til stykket. Vi har brug for et system, der bygger på nogle helt andre værdier, og hvor ledige og sygemeldte mødes med hjælpsomhed og tillid. Og tillid går som bekendt begge veje, så det kan ikke undre, at tilliden til jobcentrene (og i sidste ende også politikerne og deres blinde stræben efter at øge beskæftigelsen) tilsvarende er blevet nedbrudt. En analyse af jobcentrenes arbejde fra 2014 viste, at 74 procent af medarbejdernes tid blev brugt på kontrol. Der er ingen grund til at forestille sig, at tallet er blevet mindre, og hvis vi antager, at tallet er nogenlunde det samme i dag, svarer det til, at mere end 9.000 fuldtidsstillinger bliver brugt på kontrol. Tænk sig, hvor meget gavn de medarbejdere kan gøre i alle mulige andre stillinger, hvor der er mangel på arbejdskraft! Og tænk sig, hvor mange pinsler, vi kan spare mennesker for! Og så endda samtidig spare penge på færre sygedage, fordi vi slipper af med et beskæftigelsessystem, der gør de arbejdsløse syge. Jobcentrene kan med god vilje forenkles yderligere, så de har ét (og kun ét) klart defineret formål, nemlig at hjælpe borgerne med at finde nye jobmuligheder, efteruddannelse eller andre meningsfyldte aktivitetsmuligheder.   Fra kontrol til public service Forestil dig et bibliotek eller en tilsvarende lokal kreativ ramme, hvor borgerne kan mødes med kompetente rådgivere og få inspiration til at komme godt videre i deres arbejdsliv. Det er et sted, hvor der er plads til ALLE borgere, uanset om de er arbejdsløse eller ej. Et sted, hvor man kan få job- og uddannelsesvejledning, hjælp til jobsøgning, hjælp til udvikling af færdigheder, kontakt til virksomheder, iværksættervejledning, sundhedsfaglig rådgivning og ja, også kontakt til foreninger og kultur med mulighed for udvikling og engagement i lokalsamfundet. Jo mere inspirerende rammer, des bedre muligheder er der for at udvikle kompetencer og ideer, som kan bringe mennesker videre i deres liv. Og med samarbejde på tværs af civilsamfund og institutioner er der basis for at give borgerne et godt afsæt til at komme videre. Det vil være et jobcenter med fællesskabet i centrum. Det eneste, det kræver, er politisk vilje til at spare penge og gøre beskæftigelsesindsatsen meningsfuld. Som led i omlægningen bør arbejdsmarkeds- og jobvejledning rykkes ud af kommunernes budget og finansieres direkte af staten. På den måde fjerner vi den uhensigtsmæssige konkurrence, der i dag er med de andre indsatsområder, som varetages af kommunerne. I stedet skal fremtidens jobcenter være omfattet af public service. For det er jo det, det er. Information om, hvordan man kommer videre i sit liv, er personlig og samfundsmæssig vigtig information – public service. Et jobcenter skal ikke gøre mennesker syge. Det skal bidrage med den nødvendige viden og indsigt til, at flere mennesker kan realisere deres drømme for fremtiden til gavn for hele samfundet.   Vi kan ikke vækste os ud af en trivselskrise Samlet vil afskaffelsen af den ødelæggende rådighedspligt sammen med en omlægning af de kommunale jobcentre til rene rådgivningscentre gøre det muligt at frigive op imod 10.000 medarbejdere til grøn omstilling og omsorg. Omlægningen af jobcentrene er et konkret forslag til, hvordan vi kan frigive arbejdskraft på en måde, der samtidig giver mulighed for at øge borgernes trivsel. Det er netop den type helhedsorienterede reformer, der er brug for. Tiden er ganske enkelt løbet fra de klassiske arbejdsmarkedsreformer. De er forældede og for snæversynede i deres tilgang til borgerne som en ressource, der blot har til formål at holde gang i økonomien. Og opgøret med den uværdige behandling af de arbejdsløse er kun ét af de mange tiltag, der er brug for. Stress som folkesygdom er et andet tydeligt eksempel på, hvordan den klassiske vækst-logik har spillet fallit. Det er dyrt købte erfaringer, som viser, at der behov for en mere tidssvarende, nuanceret og medmenneskelig politisk retning. Sagen er, at vi ikke kan vækste os ud af en trivselskrise. Derfor kan vi heller ikke løse de store samfundsmæssige problemer alene med økonomisk politik. Det kræver balance, og det får vi kun, hvis vi politisk indarbejder den sociale bundlinje og den miljømæssige bundlinje på linje med den økonomiske bundlinje. Med andre ord: Det duer ikke, at vi lader økonomien sætte rammerne for samfundet. Det er os som samfund, der skal sætte rammerne for økonomien, og det skal ske i et ligeværdigt samspil med de sociale og miljømæssige forhold. Vi skal turde vende udviklingen og tage udgangspunkt i det liv, vi ønsker at være en del af. Derfor ser vi også med stor bekymring på den centrum-højre-regering, som Mette Frederiksen nu har sat sig i spidsen for. Som det ser ud nu, er der nemlig lagt op til at fortsætte med de gammelkendte beskæftigelsesreformer pakket ind i såkaldt ”ansvarlig økonomisk politik”. Men tag ikke fejl. Økonomisk politik, der får lov at styre samfundet alene, er politik ude af balance. Og det er netop den type politik, der igennem årtier har været med til at ødelægge mennesker, natur og klima. Vi håber stadig, at den nye regering besinder sig og viser mod til at hæve sig over de klassiske arbejdsmarkedsreformer for i stedet at levere rigtige reformer, som sætter mennesket i centrum og tager højde for helheden. Vi kan passende begynde med en omlægning af jobcentrene. Kronik i Politiken: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9156377/Afskaf-r%C3%A5dighedspligten-og-frigiv-10.000-medarbejdere?srsltid=AfmBOorykPOypIhAb2V-FrgXi4gb0bqZe1Zb0A7RXgwdTLwdWK-kMpXP

Tale 16. marts 2024 af Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Tak til jer, der er kommet. Jeg ved, at der er en grund til det. Vi har nok alle sammen forskellige måder at udtrykke det på… bekymring, vrede, afmagt, behov for handling, - men bagved ligger en fælles forståelse for, at vi er på vej i en helt forkert retning. Vi kan ikke fortsætte på samme måde, som vi har gjort igennem årtier med forbrug og vækst som det, der skal drive samfundet frem og give os og vores børn et godt liv. Hele tanken om forbrug og vækst som et mål er destruktiv. Det er dagen i dag mere end noget andet billedet på. Det er i dag (12 dage tidligere end sidste år), - at Danmark har brugt alle de naturlige ressourcer, der er til rådighed for hele 2024. Fra i dag og resten af året vil vores forbrug være med til at forringe friheden og livsbetingelserne for de kommende generationer. Hvad betyder det? Det betyder f.eks., at…  Vi fælder træerne hurtigere, end nye træer kan nå at vokse op  Vi spiser fiskene så hurtigt, at bestandene ikke kan opretholde sig selv Vi ødelægger insekternes og andre dyrs levesteder i en grad, så de uddør og forsvinder med de økosystemer, som de nu engang er en del af. Og med den konventionelle / industrielle produktionsform, der fylder i landbruget i dag, udpiner vi jorden, så der bliver mindre og mindre jord til at dyrke den mad, som vores børn skal leve af. Oveni er der som bekendt al den CO2, som vores forbrug udleder i atmosfæren, og som får isen til at smelte og havene til at stige – og som allerede nu koster menneskeliv i vores nærområder. Det hører vi af en eller anden grund ikke så meget om, men i 2022 var der mere end 60.000 varmerelaterede dødsfald i Europa, og over halvdelen af dem er beregnet til at være en direkte konsekvens af klimaforandringerne. Det er en høj pris for at holde vækst-hjulene i gang. Og hvad får vi ud af det? …en masse stressede mennesker, som ikke har til til hinanden i et samfund blottet for fællesskaber, nærhed og tryghed. Dagen i dag er altså billedet på, hvordan den evige jagt efter forbrug og vækst har ført os direkte ind i de store kriser, vi står i: klimakrisen, biodiversitetskrisen og trivselskrisen. Det er så dumt, at det skriger til himlen. Alligevel har vi en regering, der med åbne øjne, med fuldt overlæg fremlægger en finanslov, der forudsætter, at vi skal fordoble vores private forbrug frem mod 2070. De kalder det ansvarligt! Og man tænker… hvad er det for en fantasigrød, de har fået til morgenmad? Hvad er det, de forestiller sig? Skal vi til at bruge 9 jordkloder? Det virker helt væk fra virkeligheden, men det er ikke desto mindre den økonomiske politik, der styrer Danmark i dag. I Aarhus kan vi så doble op med et flertal i byrådet, der praler af, at Aarhus er en vækst-kommune! Og Bundsgaard og flertalspartierne mener det. Se bare på havneudvidelsen, som for alt i verden skal tvinges igennem, så Aarhus kan være klar til en vækst i godstransporten, der ikke engang vil eksistere om 20 år. Se på de lokalplaner, der er på vej med udstykning af jord til nye kæmpe villaer, der bruger dobbelt så mange materialer og dobbelt så meget energi, som et rækkehus – eller en lejlighed. Der bygges på livet løs overalt, så befolkningstallet kan fortsætte med at vækste. For ikke at tale om de hundredvis af millioner af kroner, der er blevet brugt på at fremme privatbilismen, alt i imens at der bliver anlagt en enkelt cykelsti og skruet op for priserne i den kollektive trafik. Det er så forskruet en infrastruktur, at man nærmest ikke kan komme frem i Aarhus UDEN en bil. Man kan så nærmest heller ikke komme frem MED bil. Det er noget rod. Og man bliver forarget – jeg bliver forarget – for det vi har brug for, er politikere, der hjælper os med at kunne leve bæredygtigt INDENFOR grænserne af den ENE klode, vi har! De skal prioritere cyklisterne, så det bliver attraktivt at cykle De skal gøre den kollektive trafik nem og billig De skal skabe rammerne for nye attraktive boformer, som giver os mulighed for at bo miljøvenligt Støtte op om genbrug og cirkulær økonomi og alle borgerinitiativer, der bidrager til det Og så skal de droppe den totalt meningsløse havneudvidelse! Det er jo ikke fordi, der mangler grønne planer i Aarhus, men har naturen, biodiversiteten, økosystemerne i Aarhus fået det bedre de sidste 10 år? Nej, tværtimod - og det tro da pokker, hvis udgangspunktet er, at Aarhusbugten skal smadres, før der kan plantes lidt ålegræs. Vi skal lære – både i vand og på land – at give naturen plads til at være sig selv, give den områder, hvor den kan udvikle sig på egne præmisser, - regenerere og genskabe sig selv, så den også er der som grundlag for de kommende generationer. Der er så mange ting, politikerne kan gøre. I stedet vælger de igen og igen at skubbe nedefter og overlade det til den enkelte borger at begrænse forbruget. Og så er det op til os at løse alle kriserne på trods. Det er vi heldigvis mange, der er klar til at gøre, selvom det er uretfærdigt – og synes jeg – respektløst. Men vi kæmper! Og vi hjælper hinanden, alt hvad vi kan for at sætte en ny retning hen imod et samfund, der bygger på trivsel indenfor klodens grænser. Og vi stopper ikke der. For vi kommer til at kalde det politiske svigt. Og vi bliver ved med at kalde det politiske svigt, til det stopper! Vi vil ikke længere finde os i politiske beslutninger, der forringer friheden og livsbetingelserne for de kommende generationer.

Af Thure Hastrup, byrådsmedlem Aarhus, udenfor parti og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Aarhus Lufthavn er en elendig forretning for Aarhus kommune. Som Aarhus Stiftstidende senest har beskrevet det (indsæt link til artikel den 28.03.2024) styrer lufthavnen direkte mod endnu et kæmpe millionunderskud og står nu og mangler yderligere 120 millioner skatteyder kroner for at holde liv i driften. Lufthavnen modtog i foråret 2022 et tilskud på 200 millioner kroner fra de tre ejerkommuner i Aarhus, Syddjurs og Norddjurs. Det skete under forudsætning af, at lufthavnen selv fandt en privat investor, der ville skyde mindst 90 millioner kroner i lufthavnen. Det har Aarhus Lufthavn nu forgæves forsøgt i en periode på 2 år. De private investorer holder sig væk, og blandt erhvervsfolk bliver lufthavnen kritiseret for at være et overflødigt lokalpatriotisk projekt. Vi har allerede en international lufthavn i baghaven i Billund, og en lufthavn man kan køre til i tog ved Aalborg. I en tid hvor Aarhus Kommune mangler penge, vil fortsat økonomisk støtte til Aarhus Lufthavn være uansvarlig omgang med borgernes penge. Dertil kommer, at skatteydernes penge midt i en buldrende klimakrise ikke skal bruges på den mest klimaskadelige transportform. Aarhus byråd har udskudt fristen for at finde en privat investor gang på gang. Senest før jul var vi nogle, der mente det var på tide at tænke på en ”Plan B”. Nu er der ingen tid at spilde. Vi foreslår derfor, at der bliver udarbejdet en helt ny vision for lufthavnens arealer i Tirstrup, når der i forbindelse med den kommende klimahandlingsplan skal laves en ny ejerstrategi for Aarhus lufthavn. Den gældsplagede lufthavn bør afvikles. Lufthavnens arealer i Tirstrup bør i stedet bruges til aktiviteter, der kommer borgerne til gavn og som medvirker positivt til den grønne omstilling. Det kan være i form af en energipark med vedvarende energi, der kan producere noget af den grønne strøm vi har så hårdt brug for. Vedvarende energi må gerne kombineres med natur. Det kan også være ved at udnytte bygningerne til en erhvervspark, og udnytte hotellets potentiale til gavn for den lokale turisme. Der skal tænkes i ny grønne arbejdspladser. Der skal tænkes i en ”Plan B”. Det vil være godt - både for klimaet og kommunens slunkne pengekasse. Indlæg i Stiften: https://stiften.dk/debat/luk-aarhus-lufthavn-den-boer-laves-til-groen-energipark-til-gavn-for-alle

Af Thure Hastrup, byrådsmedlem Aarhus, udenfor partierne og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Den konservative rådmand Nicolaj Bang har meddelt, at han trækker sin opbakning til omdannelsen af Vesterbro Torv og vil have genåbnet torvet, som det var. Udmeldingen er et brud på en beslutning truffet af et flertal af byrådet i 2018. Det er også en direkte undsigelse af det embedsværk, rådmanden selv har ansvaret for. Med kovendingen vil rådmanden fjerne cykelstier, der lige er blevet etableret, og dermed nedprioritere sikkerheden og trygheden for de aarhusianere, der vælger den aktive transport. Han vil igen sætte busserne bagerst i køen. I forvejen sidder busserne fast trængslen i den håbløst forældede infrastruktur i Aarhus. I 2023 havde busserne en merkøretid på 163 timer om dagen .   Buspendlernes tid og alle de ressourcer, det koster ekstra, bliver altså også nedprioriteret – alt sammen for at give bilerne førsteret tværs gennem byen. Oveni er det kun få dagen siden, at Nicolaj Bang udtrykte ønske om, at det også skulle være bilerne før letbanen i byens store lyskryds. Rådmandens rysten på hånden vil kun forværre de problemer, som igennem årtier har hobet sig op, fordi politikere på skift har siddet på hænderne og undladt at tilpasse infrastrukturen til det stigende befolkningstal. Konsekvensen er endnu flere biler og endnu mere bilkaos i midtbyen. Mere støj, mere forurening, mere CO2, mere trængsel og stress. En udvikling, der næppe giver aarhusianerne mere lyst til at færdes i midtbyen. Og nej, det løser heller ikke bilisternes problemer på den lange bane. Løft blikket et øjeblik og kig ud i Europa på byer som Paris, Gent, Oslo, Pontevedra, Hamborg, Nürnberg, Venedig, Madrid, osv. Store byer, hvor der bliver arbejdet seriøst med at fremme cyklismen og den kollektive trafik - og tilsvarende mindske trængslen og forureningen fra privatbilerne. Aarhus sakker længere og længere bagud i udviklingen. De kompetente medarbejdere i Teknik og Miljø har med fredeliggørelsen af Vesterbro Torv lavet et fremragende forarbejde, der bidrager til udviklingen af en moderne og attraktiv bymidte. Det er en vigtig omlægning finansieret af Aarhus Vand, som er med til at klimatilpasse torvet og den del af byen til de stigende vand- og nedbørsmængder, og hvor er der brugt penge på gode arkitektløsninger. Kan der være behov for at justere på sådan et nyt tiltag? Ja, bevares, - men at gå i panik over at ændringerne ikke spiller fra dag ét og stik imod aftaler og egen forvaltning sætte udviklingen i stå, er en politisk falliterklæring.

Af Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Vesterbro Torv fik i dag en grøn krammer af de helt store, da 300-500 mennesker slog ring om torvet. Det var hårdt tiltrængt, efter at den konservative rådmand har valgt at undsige flertallet i byrådet og trække tæppet væk under hele udviklingsplanen for torvet. I stedet for et grønt torv vil rådmanden til at fjerne cykelstierne igen og ødelægge torvet med trængsel, utryghed og støj. For det er præcis det, der vil ske, hvis han lykkes med at genåbne torvet for biler. Det vil… øge privatbilismen øge trængslen (det rammer hele Aarhus) øge støjgenerne (som C så i stedet sammen med RV og DD kan bruge millioner af borgernes kroner på at mindske med “støjdæmpende foranstaltninger”) øge utrygheden og risikoen for at cyklister og fodgængere bliver indvolveret i ulykker øge antallet af timer, hvor busserne holder i kø pga. trængslen på vejene (busserne spilder allerede nu 163 timer om dagen på at holde i kø) øge forureningen gøre det sværre at opnå CO2-netrualitet i 2030. Til gengæld vil det næppe øge borgernes lyst til at opholde sig på og omkring torvet. Det vil være den helt gale vej at gå. Faktisk er det ikke rigtig en vej… det er nærmere at sætte udviklingen af Aarhus i stå. Lad os gøre Aarhus til en levende, grøn by, som giver mennesker lyst til at opholde sig i den. Tak til Den Grønne Ungdomsbevægelse Aarhus, Mellemfolkeligt Samvirke Aarhus og Gladere Gader for at samle så mange på så få dage. Og tak til Barbara Dunn, Thomas Kruse og Svend B. Carstensen for de fine taler.

Af Metin Lindved Aydin, byrådsmedlem for Radikale Venstre, medlem af Teknisk Udvalg, Jakob Søgaard Clausen, byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne, medlem af Teknisk Udvalg, Solveig Munk, byrådsmedlem for Enhedslisten, formand for Teknisk Udvalg, Henrik Arens byrådsmedlem (løsgænger), Thure Hastrup, byrådsmedlem (øsgænger) og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus Det er en undvigemanøvre, når borgmester Jacob Bundsgaard og forligspartierne bag havneudvidelsen smider embedsmændene i Teknik og Miljø under bussen og undskylder havnefadæsen med formelle fejl. Det er og bliver et politisk ansvar, at Planklagenævnet har stoppet havneudvidelsen. Det ansvar bør Socialdemokratiet, SF, Venstre og Konservative tage på sig. Rent praktisk er det Aarhus Havn, der formelt har bestilt og betalt de rapporter, der er blevet udarbejdet som grundlag for udvidelsen. Selve processen har været drevet af Havnen, og Borgmesterens Afdeling i samarbejde med Teknik og Miljø. Problemet er, at forligspartierne i årevis har valgt at overhøre og ignorere de mange grønne organisationer, borgere, forskere og den tværpolitiske gruppe af byrådsmedlemmer, der gang på gang har påpeget, at der slet ikke er behov for at udvide havnen, og at miljøvurderingen er mangelfuld. Det skete så sent som i februar i år, da byrådet behandlede et borgerforslag fra Signe Kjærulff Svaneborg om at stoppe udvidelsen eller som minimum sætte den til folkeafstemning. Også her valgte S, SF, V og K at lukke ørerne med den begrundelse, at de havde et solidt beslutningsgrundlag. Forligspartierne delte formelt udvidelsen op i to etaper, fordi en mindre udvidelse lyder bedre. Det var en politisk prioritering for at sælge forliget til borgerne. Nu har Planklagenævnet så bekræftet og gentaget det, som alle kritikerne har sagt igennem flere år, og denne gang kan forligspartierne ikke bare lukke ørerne og trække på skulderen. Havneudvidelsen er stoppet, netop fordi der ikke er redegjort for, at der er behov for en havneudvidelse, og fordi miljørapporten ikke lever op til lovens krav. Der er kun ét sted at placere ansvaret for det, og det er hos S, SF, V og K. Det ved partierne også ganske udmærket. Så tag nu det ansvar på jer, i stedet for at spilde borgernes penge to gange. Tænk på hvad hele processen med lokalplan, miljørapport og pseudoinddragelse af borgerne har kostet indtil nu. Penge, der er hældt i et næsten livløst hav på grund af sjusk og stædighed. Det er ikke for sent at stoppe op og tænke sig om. Havnen kan fremtidssikres som en sund forretning på de eksisterende arealer i årtier frem, hvis viljen er til det. Måske kan den nu som aktiesselskab skabe et overskud til kommunekassen. Der er ingen grund til at hælde 400.000 kubikmeter forurenet slam ud på de sjællandske fiskepladser. Der er ingen grund til at smadre flere hundrede hektar fantastiske undersøiske landskaber ved Moselgrund på grund af råstofindvinding til en havneudvidelse, der ikke er brug for. Lad os starte forfra og udvikle havnen, så den bliver en effektiv havn for hele Aarhus på de eksisterende arealer.

Af Troels Chr. Jakobsen, Medlem af Borgerrepræsentationen i København (Å) og Bjørn Olsen, byrådskandidat, Alternativet Aarhus Kommunerne står overfor enorme udgifter til klimatilpasning og oprydning og tab efter oversvømmelser. Den klimaregning truer med at gå ud over velfærden og kan ramme borgere i hele landet, hvis ikke kommunerne holder oliegiganterne ansvarlige for klimakrisen. Verdens største olie- og gasselskaber skal betale de danske kommuners klimaregning. Det må være et indlysende politisk krav, medmindre man repræsenterer et parti, som synes, det er i orden at tørre den milliardstore regning af på borgerne. Vi bliver i de her år ramt af stadig flere oversvømmelser som følge af skybrud, stigende grundvand og ekstreme vandstande i vandløb og søer. Alene i år har vi set husejere i Aarhus, København og andre steder i landet, der bogstaveligt talt stod med grundvandet i stuen. Bilister, der blev fanget i vandmasser på Lyngbymotorvejen. Og for nyligt landsbyen Klovborg, der blev raseret af et uvejr. Nogen husker måske også Danmarks hidtil dyreste skybrud i 2011, som medførte skader for milliarder af kroner. Hver eneste lille stigning i den globale gennemsnitstemperatur fører mere ekstremt vejr med sig. Og så længe olieselskaberne fortsætter med at producere olie, bliver det kun værre. Det er en udvikling, der kommer til at fortsætte i årtier – måske endda århundreder – frem. Omkring en tredjedel af Danmarks areal - herunder 600.000 boliger – er allerede i dag truet af oversvømmelser, og flere mærker nu de økonomiske konsekvenser. Forsikringsselskaberne har taget hul på at opsige forsikringer for ejendomme, de vurderer, er særligt i farezonen. Klimaforandringerne er blevet en del af vores hverdag, og landets kommuner er – og skal være - i gang med at forberede sig. Derfor står Aarhus og København nu med udgifter i milliardklassen til klimasikring, klimaskader og håndtering af den grønne omstilling. Dertil kommer de tab, der opstår, når for eksempel tusindvis af pendlere i månedsvis må finde andre veje, fordi søer og vandløb går over deres breder, som det for nylig skete med Brabrand Sø i Aarhus.   Om ganske kort tid ender også størstedelen af regningen for en ny storskala kystsikring hos kommunerne og grundejerne. Det er endnu uvist, hvor stor regningen bliver, og hvordan den skal finansieres. Det eneste sikre er, at det bliver rasende dyrt at beskytte de mange værdier på land mod klimaforandringernes stormfloder. Blandt verdens forskere er der enighed om, at hovedårsagen til klimaforandringerne er menneskers udledning af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren. Altså især brugen af fossile brændsler som benzin, olie og gas. Det er i dag almindelig kendt, at oliegiganterne siden i hvert fald 1971 har vidst, at deres produkter ville medføre dødbringende hedebølger, smeltevand fra iskapperne og stigende havniveau. Alligevel har de skjult den viden og i stedet spredt misinformation og vildledt befolkninger verden over. Selv i dag holder de fast i deres fossile forretninger og udvider deres olie- og gasproduktion til trods for de enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser, det fører med sig. Det skal olieselskaberne naturligvis stå til ansvar for. Alt andet vil være et utilgiveligt svigt overfor borgerne i landets kommuner. Verden over har stater og kommuner allerede indgivet søgsmål. Alene i USA er der indgivet mere end 40 klimasøgsmål mod olie- og gasindustrien. For eksempel har stater som Californien, New York og Oregon og byer som San Francisco og Oakland sagsøgt selskaber som Shell, Statoil, ExxonMobil, BP og Total. Det er oplagt, at kommunerne her i Danmark i samarbejde med Kommunernes Landsforening indgiver et fælles søgsmål, så borgerne i alle landets kommuner får den nødvendige hjælp til at undgå at hænge på milliardregningen. Det vil vi kæmpe for som folkevalgte i landets største kommuner, så regningen ikke lander hos skatteyderne. Indlæg i Information: https://www.information.dk/debat/2024/09/oversvoemmelser-koster-kassen-kommunerne-oliegiganterne-boer-betale-regningen

Af Folketingsmedlem og mobilitetsordfører Christina Olumeko og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus "Vi skal ikke have flere cyklister i København. Det er allerede livsfarligt." Sådan lyder overskriften på en kommentar fra Berlingskes  kulturjournalist Aminata Amanda Corr , i denne uge. Kommentaren kommer efter, at Alternativet i weekenden præsenterede en række forslag til at fremme cyklismen i Danmark, blandt andet ved at indføre et befordringsfradrag målrettet cykelpendlere. For det første er det værd at bemærke, at Alternativet absolut ikke vil tvinge nogen til at cykle. Men når samfundet tjener 8 kr,, hver gang du cykler én km i stedet for at tage bilen , synes vi – naturligvis – også, at du skal kunne mærke det på pengepungen. Dermed er der ingen grund til at føle sig befamlet af ‘barnepigestatens omklamrende omsorg’, som Aminata Amanda Corr udtrykker det. Det handler blot om at skabe større økonomisk incitament ved at vælge en transportform, der både er godt for den enkelte, samfundsøkonomien og klimaet.  Med det på plads kan vi gå videre til der, hvor Corr rent faktisk har en pointe. Det er sandt, at man ikke skal have cyklet mange gange ned ad Nørrebrogade i myldretiden, før man opdager, at der er alt for lidt plads til cyklister. Men Nørrebrogade er langt fra det eneste sted, der er problemer. En undersøgelse peger på, at hele tre ud af ti danskere mener, at der mangler cykelstier der hvor de bor og færdes. Problemet er størst i Region Nordjylland og mindst i – gæt selv – Region Hovedstaden. Så selvom man måske ikke bliver overhalet af ‘turister på Donkey-Republic-cykler’ eller ‘børnefamilier på Christiania-cykler' i Nørre Snede, er der stadig store problemer med utrygge forhold for cyklisterne i store dele af landet.  Netop derfor har Alternativet også foreslået at afsætte 15 mia. kr.  til at forbedre cykelinfrastrukturen i hele landet. Det ville Corr have vidst, hvis hun havde læst Alternativets udspil . Med forståelsen af, at cyklisme er noget, der foregår i hele landet,  ville hun måske heller ikke kalde befordringsfradraget til cyklister en 'tilskudsordning for privilegerede københavnere’    Når det så er sagt, så er der ingen grund til at frygte for liv og lemmer, når man tager cyklen frem for bilen. Ifølge Vejdirektoratets ulykkesstatistikker  sker der nemlig langt færre ulykker, der involverer cyklister, sammenlignet med bilister. Cyklisme er en sikker transportform, og den har både sundheds- og klimafordele – en vaskeægte ‘win-win’-situation. Og til dem, der har skiftet bilen ud med en elcykel og efter at have læst Corrs indlæg, er bange for, at der slet  ikke er sundhedsmæssige gevinster  ved elcyklen  – frygt ej. Et norsk studie viser, at elcyklisters energiforbrug er 8,5 gange større end ved hvile, mens almindelige cyklisters energiforbrug er 10,9 gange større – altså stadig en kæmpe sundhedsmæssig gevinst ved at cykle på elcykel. Det bekræftes af Transportministeriets beregninger, som viser, at den  samfundsmæssige gevinst ved at erstatte en km i bil kun er 3,03 kr. højere for normale cykler, sammenlignet med elcykler. Der er efterhånden lavet talrige undersøgelser, der understøtter, at cyklisme øger sundheden og trivslen, og potentialet er enormt. DI har lavet en analyse, der viser, at næsten halvdelen af alle pendlere har under 10 km til arbejde.     Engang kunne Danmark bryste sig af at være en ‘cykelnation’. Det er desværre ikke tilfældet mere. Cyklismen er i årtier blevet politisk forsømt, fordi man i stedet har valgt at fremme privatbilismen. Konsekvensen er, at danskerne i dag cykler 20 % mindre end for 10 år siden . Det er fald, der især ses blandt andet de unge og pendlerne i landdistrikterne, og det er på trods af, at 84% af danskerne mener, at Danmark bør prioritere cyklisme .  Det er samfundsmæssigt på alle måder en dyr udvikling, vi må nu gøre alt, hvad vi kan for at få vendt hurtigst muligt.  Det er kun fornuftigt og positivt, at DI og partier fra Liberal Alliance til Enhedslisten  tilslutter sig Alternativets forslag om flere cykelfremmende tiltag. Det kan spare de danske virksomheder for milliarder af kroner. Når man dertil lægger, at cyklisme øger danskernes sundhed og trivsel og er med til at mindske trængsel, forurening og sundhedsskadelig støj, - og oveni i det hele er en af løsningerne på klimakrisen, - jamen, så er det jo bare med at komme i gang med forhandlingerne. Jo før, des bedre. ** Indlæg i Berlingske: https://www.berlingske.dk/kommentarer/nej-aminata-corr-det-er-ikke-livsfarligt-at-cykle

PRESSEMEDDELELSE I et nyt udspil lægger Alternativet op til at re-designe det lokale fødevaresystem. Lokalt produceret mad skal være med til at udvikle fællesskaber på tværs af land og by og skabe grundlag for sunde børneliv og liv på landet. Det nye fødevareudspil fra Alternativet rummer i alt 16 konkrete indsatser og flere af tiltagene handler lige så meget om udvikling af lokale fællesskaber, som de handler om mad. Det gælder for eksempel forslag som ”gratis økologisk regenerativ skolemad til alle børn” og ”børnene ud i marken”, hvor Alternativet vil give skolerne mulighed for at indgå samarbejde med lokale jordbrug eller tilgå skolehaver, så alle børn kan få erfaringer med at dyrke og tilberede deres egen mad. ”Vi ved fra talrige studier, hvor vigtig naturen og maden er for børnenes trivsel, så det handler om at skabe gode forudsætninger for sunde børneliv. Vores ambition er, at kommunen skal gå forrest i det arbejde med helhedsorienterede løsninger, der samtidig er med til at skabe jobs og liv på landet. Derfor vil vi gøre Aarhus til den foretrukne kommune hos den nye generation af landbrugere. For det er dem, der med en stærk lokal forankring kommer til at skabe fremtidens landbrug fyldt med liv og trivsel og med den forandring, der også miljømæssigt er brug for,” lyder det fra to af Alternativets lokale kandidater til næste års kommunalvalg, Bjørn Olsen og Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen. For at tiltrække den nye generation af jordbrugere indeholder udspillet også en række tiltag, der skal fremme udvikling af multifunktionelle landbrug og bynære landbrug, ligesom partiet vil indføre krav til, at kommunens indkøb skal målrettes økologisk regenerative fødevarer, der så vidt muligt kommer fra lokalområdet. ”Hvis vi skal have en stærk lokal fødevareforsyning, er vi nødt til at sikre, at de lokale landbrug har en reel mulighed for at målrette deres produktion til nærområdet. Her spiller kommunen en helt afgørende rolle – både ved at efterspørge lokale økologisk regenerative fødevarer og ved at skabe rammerne for et velfungerende privat marked. Den tillid og den nærhed skal vi have genopbygget. Når det er gjort, er der til gengæld næsten ingen grænser for den værdi, det giver til lokalsamfundet,” siger Bjørn Olsen og Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen. De to kandidater påpeger, at opbygningen af et lokalt fødevaresystem også handler om forsyningssikkerhed, da de globale forsyningskæder i dag ikke længere kan tages for givet. Landbruget udgør i dag omkring 55% af Aarhus Kommunes areal. Med klimaaftalen har byrådet vedtaget, at en del af arealet skal omlægges til natur, så landbruget i 2030 kun udgør 34% af det samlede areal. Alternativet i København er også på banen med et tilsvarende fødevareudspil, som er tilpasset de lokale forhold i København.

Af Bjørn Olsen, byrådskandidat, Alternativet Aarhus Venstres leder i Aarhus, Christian Budde, frier til bilisterne for at blive borgmester. Sådan lyder det i en artikel bragt her i DinAvis Aarhus. Jeg er bilist og siger pænt ”Nej tak!” Det er bøvlet og dyrt at være bilist i Aarhus, lyder det fra Venstre, der nu håber, at alle bilisterne vil stemme på V, så Christian Budde kan gøre det nemt og billigt at køre rundt i bil i byen. Det er desværre en håbløst forældet tankegang, og det sidste, vi har brug for, er en borgmester, som lefler for middelklassens magelighed. Udgangspunktet i dag er, at Aarhus har en forældet infrastruktur, der er blevet forsømt i årtier. Der er igennem årene kommet så mange biler, at busserne dagligt spilder 163 timer på køkørsel. Der er trængsel og kaos på vejene. Der er forurening, der gør folk syge. Der er over 63.500 boliger i Aarhus, der er plaget af sundhedsskadelig støj. Der er mennesker, der ikke får den daglige motion. Der er forældre, der ikke tør lade deres børn cykle selv i skole, fordi det ikke er sikkert. Der er mikroplast fra bildæk, der smider op mod 8 kg plast på de første 20.000 kørte kilometer. Der er klimaforandringerne, hvor transporten allerede i dag står for langt over halvdelen af de samlede CO2-udledninger i Aarhus. Og med den konstante stigning i indbyggertallet bliver det kun værre. Nu vil Venstre så åbne sluserne for mere asfalt og flere biler, så der kan komme endnu mere trængsel, mere forurening, mere støj, mere utryghed og mere CO2-udledning. Det er godt nok en skræmmende vision. Alternativet ønsker det stik modsatte. Vi ønsker at udvikle Aarhus som en moderne, fredelig storby med hyggelige gader og grønne byrum, hvor man har lyst til at opholde sig – og ikke bare drøne igennem. Vi ser et potentiale i at gøre Aarhus til den mest attraktive by for børnefamilier ved at skabe trygge rammer, hvor børn kan cykle på egen hånd i skole og til fritidsinteresser og udvikle sig som små, selvstændige, stærke individer. Et levende, men trygt byliv tæt på al den kultur og natur, man kan drømme om. Vi ser det også som naturligt at tage ansvar for en udvikling, der bredt gavner borgerne i Aarhus – og ikke kun bilisterne. Jeg er selv bilist, men også borger, beboer, fodgænger, cyklist og flittig bruger af den kollektive transport. Sådan er det for langt de fleste. Det vigtige er ikke at kunne parkere sin bil overalt, men at man som borger har mulighed for at bevæge sig frit rundt, og vi vil alle vinde ved at mindske trængslen, støjen og forureningen. Og endelig må vi selvfølgelig tage ansvar for at gøre Aarhus fossilfri, så vi ikke forringer livsvilkårene for vores børn. Indlæg i DinAvis Aarhus: https://dinavis.dk/debat/ECE17713118/jeg-er-bilist-og-siger-paent-nej-tak/

PRESSEMEDDELELSE Efter fire års pause sidder Alternativet igen med ved bordet i Aarhus byråd. Det er Thure Hastrup, der efter en længere periode som løsgænger, har valgt at repræsentere de grønne farver fra Alternativet. Thure Hastrup blev ved sidste valg valgt ind for Enhedslisten, men for knap to år siden meldte han sig ud af partiet efter intern uro. Siden har der udviklet sig et tæt samarbejde mellem Thure Hastrup og Alternativets lokale kandidater til kommunalvalget i 2025. ”Vi har brug for at samle og styrke de kræfter, der arbejder for en socialt, retfærdig grøn omstilling. Alternativet er i gang med et spændende projekt, som jeg tror på, kan være med til at skabe nogle af de forandringer, der er så hårdt brug for i Aarhus. Det vil jeg gerne være med til at sikre bliver en del af grundlaget for et stærkt grønt byråd efter valget næste år,” siger Thure Hastrup og tilføjer: ”Det betyder samtidig, at jeg kan fortsætte med at kæmpe for klima, natur og rent drikkevand – og ikke mindst arbejde for at genindføre lokaldemokratiet med øget borgerinddragelse. Der er i det hele taget nok at tage fat på i et byråd, hvor de såkaldt ansvarlige partier har travlt med at formøble alle skatteydernes penge på prestigebyggeri af stadion, tilskud til Aarhus Lufthavn og en overflødig Marselistunnel. Det er eksempler på nogle af de mange beslutninger, der går ud over velfærden, den kollektive trafik og den mangfoldige kultur. Der er brug for en helt anden retning og også en langt mere ansvarlig økonomisk politik,” lyder det fra Thure Hastrup. Alternativets partileder, Franciska Rosenkilde, glæder sig over tilgangen af Thure Hastrup: ”Vi er glade for at kunne byde Thure Hastrup velkommen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi sammen kan løfte store dagsordner endnu bedre, og så er det klart, at vi står styrket som parti forud for det vigtige kommunalvalg i 2025. Aarhus er en kommune, hvor Alternativet kan og skal stå stærkt,” siger Franciska Rosenkilde. Lokalt i Aarhus er der også stor glæde over at skiftet, - ikke mindst hos byrådskandidat, Bjørn Olsen, der igennem længere tid har samarbejdet med Thure Hastrup: ”Jeg har lært Thure at kende som et ordentligt menneske. Han er grundig og kan være både kritisk og pragmatisk, så jeg har stor respekt for hans politiske arbejde og glæder mig meget til, at vi kan folde samarbejdet helt ud. Målet er klart. Vi skal have løftet trivslen, men på en måde, så vi miljømæssigt og klimamæssigt udvikler Aarhus indenfor de planetære grænser. I det arbejde kommer vi til at fokusere på de nære fællesskaber, for det er igennem dem, at vi giver hinanden modet til at skabe den forandring, der er brug for. Så jeg glæder mig. Vi har meget at byde ind med til valget, og det kan blive rigtig stort,” siger Bjørn Olsen. Thure Hastrups skifte skal formelt godkendes af Aarhus byråd på byrådsmødet d. 18. december.