top of page

Når borgerlige partier lefler for atomkraft, svigter de energisektoren

bjoerno

Af Bjørn Olsen, byrådskandidat, Alternativet Aarhus


De Konservative og Liberal Alliance har i den seneste tid øget fokus på atomkraft som lokkemiddel til at tiltrække de vælgere, der drømmer om en nem grøn omstilling. Det er nemt at friste med en energikilde, hvor man som borger kan glemme alt om klimakrisen og ikke engang behøver at tage ansvar for ens eget forbrug.


Det hjælper dog på ingen måder den danske energisektor, der, stik modsat det indtryk man ofte får, når man følger atom-debatten, længe har været i gang med den grønne omstilling.

Energisektoren har ikke brug for politikere, der peger på månen. De har brug for politikere, som gider at forholde sig til reelle, konkrete problemstillinger fra virkelighedens verden, så omstillingen af sektoren kan komme tilbage på sporet.


Der er i dag omkring 100.000 ansatte i energisektoren i Danmark. De bygger vindmøller, opsætter solcelleparker, etablerer geotermiske anlæg til jordvarme i byer som Thisted, Aarhus og København. De udvikler nye anlæg til udnyttelse af spildvarme og havenergi. De ruller fjernvarme ud til husstande, der tidligere var bundet til dyr russisk gas, og opsætter nye akkumuleringstanke, der kan gemme mere og mere af energien fra sol og vind til de dage, hvor der overskyet og vindstille. De udbygger elnettet og så videre.


De er kort sagt i fuld gang med at udvikle fremtidens energiforsyning i Danmark, og den er unik.

Den har sikret os den billigste energi, vi kan drømme om. I 2024 var den gennemsnitlige pris for en kWh nede på 53 øre! Det er den laveste pris på el i mange år, og hvis det ikke var for elafgiften til staten, ville de danske forbrugere betale en af Europas laveste elpriser.


Alligevel vælger de borgerlige partier i kampagner at fremhæve en enkelt dag, hvor elprisen er høj, som argument for, at vi har dyr strøm og ustabil energiforsyning i Danmark. Det useriøst, populistisk og fuldstændig ude af proportioner i forhold til, at Danmark har et af de mest velfungerende energisystemer i verden.


Og hvis ellers partierne ville støtte op om udviklingen i energisektoren, kunne både varme- og elpriserne såmænd blive endnu lavere.


Se bare på Hvide Sande Fjernvarme, hvor den samlede varmeregning for hele energikrise-året 2022 endte på bare 4.273 kroner for et standardhus. Det var på det tidspunkt, hvor husejere andre steder i landet stod med så høje varme- og elregninger, at de var i risiko for at gå fra hus og hjem.


Succesen i Hvide Sande kunne lade sig gøre, fordi de havde deres egne lokalt forankrede vindmøller på havnen. Vindmøllerne leverer også den dag i dag strøm direkte ind i fjernvarmenettet, som kan opsamle og gemme energien, og bruge den, når der er behov for den. Det er en del af den udvikling, der foregår. Man kobler sektorer på tværs, så man kan udnytte en bred vifte af forskellige energikilder, når de yder bedst.


Borgerne får adgang til billig el og varme, og vi får et robust energisystem med en høj forsyningssikkerhed. Hvis én teknologi i en periode er for dyr, svigter eller bliver udsat for angreb, er der andre energikilder til rådighed. Samtidig er det et farvel til kul, olie og gas, og brugen af biomasse vil indenfor de næste 10-15 år blive reduceret drastisk.


Hvorfor i alverden skulle vi dog sætte alt det over styr?


Udefra set er det tydeligt, at den grønne omstilling kun er interessant for regeringen, hvis den er økonomisk attraktiv. Målet har været at gøre den grønne omstilling til et guldæg i statskassen. Regeringen er næppe modstander af at mindske den globale opvarmning og gøre Danmark uafhængig af russisk gas. Det er bare sekundært, fordi regeringen kun måler udviklingen af Danmark på den økonomiske vækst.


Eksemplerne er talrige. Mest opsigtsvækkende er de 27 åben dør-projekter, der blev lukket ned og erstattet af et udbud på havvindmølleparker, der skulle sikre staten et højt afkast. Ikke engang en 100% folkeejet havvindmøllepark på Bornholm fik lov til at overleve regeringens grådighed. Udbuddet bød på så ringe vilkår, at ingen ønskede at byde på det. Resultatet er, at udbygningen af havvind er bremset op.


Solceller er et andet eksempel. Også her har regeringens iver efter at tjene penge sat udviklingen af sol på tagene i Danmark i stå, selvom det i årevis har været efterspurgt af både borgere og kommuner. Kommunerne er i stedet tvunget til at udskille produktionen af solenergi i selvstændige selskaber for derefter at aftage strømmen til markedspris, hvis de skal undgå at blive modregnet i bloktilskuddet.


Der er også lukket ned for kommunale lånegarantier til termonet, der ellers er en mulighed for kollektiv varme i de mindre landsbyer. Der er indført et prisloft, som forhindrer en effektiv udnyttelse af overskuds- og spildvarme, - og sådan kan man blive ved.


Selv helt indlysende beslutninger som det at sætte en slutdato for brugen af gas til opvarmning af boliger, er blevet syltet. Det har i år resulteret i næsten 4.000 nye gasfyr og efterladt de omkring 275.000 tilbageværende husejere med gasfyr i uvished og bremset udrulningen af fjernvarme.


Regeringen har stor-svigtet og forsømt at handle på en lang stribe konkrete tiltag, som her og nu kunne hjælpe såvel borgerne som energisektoren til en hurtigere, billigere og mere effektiv omstilling.


Når man ser regeringens evner til at skabe resultater, er det nemt at miste troen på fremtiden.

Så meget desto vigtigere er det, at oppositionen holder regeringen op på de manglende resultater og forholder sig seriøst til den virkelighed energisektoren står i.


Atomkraft løser ikke noget i Danmark, og derfor indgår det heller ikke i energiselskabernes udviklingsplaner. Det er baseload. Det er centralistisk. Det vil gøre strømmen markant dyrere. Det vil udelukke lokal forankring og folkeeje. Det vil være mere sårbart og udgøre en større sikkerhedsrisiko. Tredje generations a-kraft, som er det, der findes i dag, har stadig problemer med radioaktivt affald. Og det ville tage mindst +20 år at sætte et atomkraftanlæg i drift i Danmark. Så lang tid har vi slet ikke.


De Konservative og Liberal Alliance glemmer også at fortælle, at en væsentlig del af årsagen til energikrisen i 2022 var, at halvdelen af Frankrigs a-kraftværker måtte lukke ned i længere periode på grund af tørke og fordi flere reaktorkerner begyndte at slå revner.


Vi mennesker har overskredet seks ud af ni planetære grænser. Det betyder, at vi med vores adfærd og forbrug har bragt centrale, globale økosystemer ud af balance på en måde, hvor de nu er i gang med at tippe og forringe vores levevilkår markant.


Den mest kendte planetære grænse, vi har overskredet, er klimaet, hvor for høje mængder af CO2 i atmosfæren medfører global opvarmning og oversvømmelser. En anden grænse er biodiversitetskrisen. Grænserne er overskredet markant. Vi lever i en høj risiko-verden, hvor tid er blevet en afgørende faktor.


Derfor har vi en fælles opgave i hurtigst muligt at reducere vores forbrug og - i forlængelse af det - sikre maksimal udnyttelse af overskudsenergi, udbygge VE-kapaciteten af sol og vind, udbygge lagringskapaciteten og udbygge elnettet.


Det har man for længst indset i energisektoren. Det er på tide, at De Konservative og LA gør op med sig selv, om de vil fortsætte med at gøre atomkraft til det 21 århundredes største syltekrukke, - og dermed faktisk fremme de fossile interesser - eller om de er klar til at hjælpe den danske energisektor og de tusindvis af medarbejdere, der knokler for at skabe reel omstilling.


Der er ikke raketvidenskab at få omstillingen af energisektoren tilbage på sporet. Det kræver bare politisk vilje og en smule fokus på virkeligheden.



 
 
 

Commentaires


bottom of page