Afskaf rådighedspligten, og frigiv 10.000 medarbejdere

Af Torsten Gejl, Folketingsmedlem og politisk ordfører Alternativet og Bjørn Olsen, byrådskandidat Alternativet Aarhus

Manglen på sygeplejersker, SOSU’er og tekniske medarbejdere til den grønne omstilling har fået den nye regering til at hive de klassiske vækst-værktøjer op af skrivebordsskuffen for at øge arbejdsudbuddet. Problemet er, at de gamle arbejdsudbudsreformer skader mere, end de gavner. Der er brug for en helt anden type reformer, hvis vi skal løse de problemer, Danmark står i.

Har sygeplejerskerne brug for flere kollegaer? Ja, det kan vi sagtens blive enige om, men har de også brug for at blive presset til at arbejde flere timer sammen med flere udbrændte kollegaer? Nej, vel?

Manglen på sygeplejersker har fået særlig bevågenhed, fordi det i værste fald kan få sundhedsvæsnet til at falde fra hinanden, men uanset om vi taler om sygeplejersker, pædagoger, ingeniører eller andre faggrupper, hvor der er akut mangel på arbejdskraft, er problemstillingen grundlæggende den samme.

Manglen på arbejdskraft skaber frygt for tab af velfærdsydelser og tab af indtjening i kroner og ører – altså mindre velstand.

Det er netop denne frygt, som afspejler sig i grundlaget for Danmarks nye centrum-højre-regering. De tre regeringspartier vil, som de skriver i regeringsgrundlaget, derfor øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner frem mod 2030.

Oversat til almindeligt dansk betyder det, at de vil have flere til at arbejde mere.

Regeringsgrundlaget er nærmest en showcase i brugen af klassiske vækst-værktøjer: Skær i SU’en og pres de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet. Pres de ”dovne” arbejdsløse endnu hårdere, så de kommer hurtigere i arbejde. Lav en skattereform, der øger lønmodtagernes rådighedsbeløb, så flere forældre arbejder mere i stedet for at tilbringe tiden med deres børn. Skær i seniorpensionen, så flere ældre kan blive slidt endnu hårdere, inden de skal til at koste samfundet penge. Det er blot eksempler på, hvad der venter af desperate tiltag fra den nye regering for at få flere til at arbejde mere.

Selv da statsminister Mette Frederiksen under præsentationen af regeringsgrundlaget blev spurgt til, om den økonomiske politik ikke var noget af et kursskifte for Socialdemokratiet, udbrød hun: ”Man kan ikke være imod arbejdsudbudsreformer!”

Det siger en del om den vanetænkning og mangel på fantasi, der præger dansk politik. For uanset hvordan man vender og drejer det, er de arbejdsudbudsreformer, som centrum-højre-regeringen lægger op til, ikke andet end gammeldags arbejdsmarkedslogik, hvor det enøjet handler om at øge beskæftigelsen for at udvide økonomien for at kunne øge beskæftigelsen for igen at kunne øge økonomien og så videre og så videre.

De gammeldags vækst-fokuserede arbejdsudbudsreformer tager hverken højde for trivsel, klima eller biodiversitet. Derfor er de isoleret set ubrugelige.

Hvad nytter det at tvinge flere arbejdsløse i arbejde, når det massive kontrolsystem blot gør mennesker syge og koster samfundet dyrt? Hvad nytter det at presse de unge, når det blot får flere unge til at mistrives og kræver flere psykologer? Hvad nytter det at løbe hurtigere for at dække industriens behov, hvis det blot fører til mere asfalt og mindre natur, alt imens ”vi har foden plantet på speederen på vej mod et klimahelvede”, som FN’s generalsekretær Antònio Guterres udtrykker det?

Det, vi har brug for, er i stedet reformer, der giver os mulighed for at leve meningsfulde liv sammen med dem, vi holder af – med respekt for naturen og klodens ressourcer.

Lad os tage jobcentrene som eksempel. Regeringen lægger op til at afskaffe jobcentrene og i stedet lade a-kasserne bakse med den rigide beskæftigelsespolitik. Alternativet mener, at der skal en helt anden form for nytænkning til, hvis vi skal gøre os håb om at løse problemerne.  

Stop ydmygelsen af de arbejdsløse

Selv blandt de arbejdsløse har den enøjede vækst-logik formået at ødelægge ellers velfungerende liv.

Det er sket med 30.000 sider lovgivning, som reelt kun har ét formål: at tvinge de arbejdsløse hurtigst muligt i arbejde. Det er ganske enkelt vanvittigt.

Eller som Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart Kommune for nyligt udtalte i en rundspørge lavet af fagforeningen Djøf: ”Beskæftigelsesområdet er sådan set det største monster, vi overhovedet har, når det gælder regler og statslige krav”.

Til at administrere dette monster er der ansat omkring 12.500 fuldtidsbeskæftigede i landets 94 kommunale jobcentre. Det er ca. 2.000 flere end for 10 år siden, til trods for at arbejdsløsheden er faldet og er helt nede på omkring 70.000 ledige.

Medarbejderne gør utvivlsomt deres bedste, men det ændrer ikke på, at den mistro og det pres, de arbejdsløse mødes med, er mere ødelæggende end gavnligt. Der er efterhånden utallige eksempler på, hvordan helt almindelige mennesker er blevet umyndiggjort, ydmyget og nedbrudt. Og i stedet for at blive hjulpet, ender de med stress eller PTSD eller lignende, senest vist i TV 2’s dokumentarserie ”Håbløst arbejde”.

Det understøttes også af undersøgelser på området. For eksempel beskrev Landsforeningen SIND og Psykiatrifonden i en rapport i 2019, at syge borgere oplever at blive mere syge i deres møde med jobcentret. Næsten syv ud af ti i undersøgelsen svarede, at kontakten med jobcentret belaster deres livskvalitet, mens en fjerdedel svarede, at kontakten gav dem tanker om, at livet ikke var værd at leve.

De kommunale medarbejdere, der har kontakt med ledige, sygemeldte og ældre borgere med plejebehov, bliver også selv syge af det. Sygefraværet i kommunerne er især højt blandt de ansatte, der skal udføre plejeopgaver eller overbevise sygemeldte om, at de er raske nok til at arbejde. I stedet for at løse et problem gør systemet kun tingene værre. Det er en ond cirkel, der bygger på og vedligeholdes af en antagelse om, at ledige som udgangspunkt er dovne, og sygemeldte som regel er fulde af løgn.

Alt sammen forårsaget af politikernes desperate kamp for at udvide arbejdsudbuddet med de klassiske vækst-redskaber.

Vi ødelægger altså gode liv for at udvide økonomien. Hvis man vil øge behovet for medarbejdere i sundhedsvæsnet, skal man bare øge beskæftigelsesindsatsen, for så bliver der helt sikkert flere syge og dårlige borgere. Og så bliver der endnu større behov for sundhedspersonale og - efter klassisk vækst-logik - behov for endnu skrappere arbejdsudbudsreformer, som kan tvinge endnu flere arbejdsløse, unge, familier og så videre til at arbejde mere og hurtigere.

Det er hamsterhjulet - den negative spiral, som suger alt godt liv ud af samfundet. Men de ledige og de sygemeldte fortjener bedre. Det gør de ansatte faktisk også. Vi fortjener alle sammen et bedre grundlag at bygge vores tilværelse på.

Tillid går begge veje

Alle vil gerne være en del af et fællesskab. Det er det, der giver livet mening. Det er det, der giver det enkelte menneske identitet. Det er fællesskabet, der gør det muligt at skabe værdi menneskeligt, kulturelt og såmænd også økonomisk. Derfor ønsker alle også i udgangspunktet at arbejde.

Findes der undtagelser – altså borgere, som ikke ønsker at arbejde? Det gør der selvfølgelig, men vi må spørge os selv, om det er værd at bruge 12.500 fuldtidsansatte og op imod 13 milliarder kroner årligt på at håndtere de undtagelser, der er.

Og ikke mindst må vi spørge os selv, om det retfærdiggør, at almindelige borgere bliver ydmyget, mistænkeliggjort og nedbrudt i et sygt system.

Svaret er indlysende. Hvis vi virkelig ønsker at udvikle vores velfærdssamfund, må vi lægge regnearket til side og sætte mennesket først.

Det handler om tillid, og dermed handler det også om et opgør med rådighedspligten, som netop bygger på mistillid og en antagelse om, at ingen borgere i virkeligheden gider bidrage til fællesskabet, når det kommer til stykket. Vi har brug for et system, der bygger på nogle helt andre værdier, og hvor ledige og sygemeldte mødes med hjælpsomhed og tillid.

Og tillid går som bekendt begge veje, så det kan ikke undre, at tilliden til jobcentrene (og i sidste ende også politikerne og deres blinde stræben efter at øge beskæftigelsen) tilsvarende er blevet nedbrudt.

En analyse af jobcentrenes arbejde fra 2014 viste, at 74 procent af medarbejdernes tid blev brugt på kontrol. Der er ingen grund til at forestille sig, at tallet er blevet mindre, og hvis vi antager, at tallet er nogenlunde det samme i dag, svarer det til, at mere end 9.000 fuldtidsstillinger bliver brugt på kontrol.

Tænk sig, hvor meget gavn de medarbejdere kan gøre i alle mulige andre stillinger, hvor der er mangel på arbejdskraft! Og tænk sig, hvor mange pinsler, vi kan spare mennesker for! Og så endda samtidig spare penge på færre sygedage, fordi vi slipper af med et beskæftigelsessystem, der gør de arbejdsløse syge.

Jobcentrene kan med god vilje forenkles yderligere, så de har ét (og kun ét) klart defineret formål, nemlig at hjælpe borgerne med at finde nye jobmuligheder, efteruddannelse eller andre meningsfyldte aktivitetsmuligheder.

Fra kontrol til public service

Forestil dig et bibliotek eller en tilsvarende lokal kreativ ramme, hvor borgerne kan mødes med kompetente rådgivere og få inspiration til at komme godt videre i deres arbejdsliv.

Det er et sted, hvor der er plads til ALLE borgere, uanset om de er arbejdsløse eller ej. Et sted, hvor man kan få job- og uddannelsesvejledning, hjælp til jobsøgning, hjælp til udvikling af færdigheder, kontakt til virksomheder, iværksættervejledning, sundhedsfaglig rådgivning og ja, også kontakt til foreninger og kultur med mulighed for udvikling og engagement i lokalsamfundet.

Jo mere inspirerende rammer, des bedre muligheder er der for at udvikle kompetencer og ideer, som kan bringe mennesker videre i deres liv. Og med samarbejde på tværs af civilsamfund og institutioner er der basis for at give borgerne et godt afsæt til at komme videre.

Det vil være et jobcenter med fællesskabet i centrum. Det eneste, det kræver, er politisk vilje til at spare penge og gøre beskæftigelsesindsatsen meningsfuld.

Som led i omlægningen bør arbejdsmarkeds- og jobvejledning rykkes ud af kommunernes budget og finansieres direkte af staten. På den måde fjerner vi den uhensigtsmæssige konkurrence, der i dag er med de andre indsatsområder, som varetages af kommunerne.

I stedet skal fremtidens jobcenter være omfattet af public service. For det er jo det, det er. Information om, hvordan man kommer videre i sit liv, er personlig og samfundsmæssig vigtig information – public service.

Et jobcenter skal ikke gøre mennesker syge. Det skal bidrage med den nødvendige viden og indsigt til, at flere mennesker kan realisere deres drømme for fremtiden til gavn for hele samfundet.

Vi kan ikke vækste os ud af en trivselskrise

Samlet vil afskaffelsen af den ødelæggende rådighedspligt sammen med en omlægning af de kommunale jobcentre til rene rådgivningscentre gøre det muligt at frigive op imod 10.000 medarbejdere til grøn omstilling og omsorg.

Omlægningen af jobcentrene er et konkret forslag til, hvordan vi kan frigive arbejdskraft på en måde, der samtidig giver mulighed for at øge borgernes trivsel.

Det er netop den type helhedsorienterede reformer, der er brug for.

Tiden er ganske enkelt løbet fra de klassiske arbejdsmarkedsreformer. De er forældede og for snæversynede i deres tilgang til borgerne som en ressource, der blot har til formål at holde gang i økonomien.

Og opgøret med den uværdige behandling af de arbejdsløse er kun ét af de mange tiltag, der er brug for. Stress som folkesygdom er et andet tydeligt eksempel på, hvordan den klassiske vækst-logik har spillet fallit. Det er dyrt købte erfaringer, som viser, at der behov for en mere tidssvarende, nuanceret og medmenneskelig politisk retning.

Sagen er, at vi ikke kan vækste os ud af en trivselskrise. Derfor kan vi heller ikke løse de store samfundsmæssige problemer alene med økonomisk politik. Det kræver balance, og det får vi kun, hvis vi politisk indarbejder den sociale bundlinje og den miljømæssige bundlinje på linje med den økonomiske bundlinje.

Med andre ord: Det duer ikke, at vi lader økonomien sætte rammerne for samfundet. Det er os som samfund, der skal sætte rammerne for økonomien, og det skal ske i et ligeværdigt samspil med de sociale og miljømæssige forhold.

Vi skal turde vende udviklingen og tage udgangspunkt i det liv, vi ønsker at være en del af.

Derfor ser vi også med stor bekymring på den centrum-højre-regering, som Mette Frederiksen nu har sat sig i spidsen for. Som det ser ud nu, er der nemlig lagt op til at fortsætte med de gammelkendte beskæftigelsesreformer pakket ind i såkaldt ”ansvarlig økonomisk politik”.

Men tag ikke fejl. Økonomisk politik, der får lov at styre samfundet alene, er politik ude af balance. Og det er netop den type politik, der igennem årtier har været med til at ødelægge mennesker, natur og klima.

Vi håber stadig, at den nye regering besinder sig og viser mod til at hæve sig over de klassiske arbejdsmarkedsreformer for i stedet at levere rigtige reformer, som sætter mennesket i centrum og tager højde for helheden.

Vi kan passende begynde med en omlægning af jobcentrene.

Kronik i Politiken: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9156377/Afskaf-r%C3%A5dighedspligten-og-frigiv-10.000-medarbejdere?srsltid=AfmBOorykPOypIhAb2V-FrgXi4gb0bqZe1Zb0A7RXgwdTLwdWK-kMpXP